Lotte Meldgaard hentede søndag VM-guld i matchrace, da hun i finalen besejrede danske Camilla Ulrikkeholm med 3-2.
De danske sejlere var tidligere søndag sikre på både at tage guld og sølv, da finalen senere søndag var ren dansk.
De danske både var således ganske suveræne i vandet ud for Middelfart i semifinalerne, da begge bookede en plads i finalen.
Meldgaard slog Anne-Claire Le Berre fra Frankrig med 3-0, mens Camilla Ulrikkeholm besejrede amerikanske Stephanie Roble 3-1.
I finalen var det så Lotte Meldgaard, der løb med sejr og guld, mens Camilla Ulrikkeholm måtte nøjes med sølvmedaljen.
16 både fra otte lande deltager ved VM-stævnet i Middelfart.