Skoler tester skolereformen

Efter sommerferien træder skolereformen i kraft, men allerede nu tager en række skoler forskud på de nye tider.

13 skoler fra otte hovedstadskommuner er gået i gang med den længere og mere varierede skoledag finansieret af puljemidler fra Undervisningsministeriet, og arbejdet begynder i denne uge.

Erfaringerne skal skabe grundlag for resten af landets skoler, når de skal til at indføre skolereformen efter sommerferien, forklarer Undervisningsminister Christine Antorini (Soc.Dem.).

- Skolerne får prøvet af, hvordan man kan variere skoledagen. Deres erfaringer bliver samlet op af Evalueringsinstituttet, og den viden bliver delt med andre skoler, siger ministeren.

Med skolereformen skal ungerne lære dansk og matematik på nye måder. Derfor er det nødvendigt at opfinde nogle nye metoder og arbejdsgange til det.

- Vi ved, at børn lærer på mange forskellige måder. Nogle lærer mere projektorienteret, og nogle lærer bedre ved at bruge deres krop og bevæge sig, og de erfaringer får skolen nu afprøvet. Dermed bliver lærere og pædagoger bedre trænet i, hvordan de planlægger den nye, længere skoledag, siger Christine Antorini.

Kornmarkskolen i Hillerød er én af skolerne, som er med i forsøgsprojektet med fokus på at finde ideer og konkrete løsninger til at føre skolereformen ud i livet.

- Jo flere konkrete erfaringer vi har, inden folkeskolereformen skal træde i kraft, jo bedre er det, siger borgmester i Hillerød, Dorthe Meldgaard (Kons.).

Hun er ikke i tvivl om, at kommunen vil lytte til erfaringerne fra projektet, som løber hen over foråret.

På landsplan er 35 kommuner og 74 skoler med i forsøgsordningen, som sættes i gang i denne uge og løber hen over foråret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik