Skoler må ikke tvangstjekke elevers computere - gør det alligevel

Flere skoler foretager stikprøvekontroller af elevers computere for at forhindre eksamenssnyd. Det skal dog være frivilligt for eleverne, og det er det ikke.

I kampen mod eksamenssnyd har blandt andet Herlev Gymnasium og uddannelsesinstitutionen Knord, der har afdelinger i Lyngby, Hillerød og Frederikssund, taget et kontroversielt og muligvis ulovligt middel i brug.

I forbindelse med prøver og eksamener laver de stikprøvekontroller af elevernes computere for at tjekke, at de ikke har fået uretmæssig hjælp via internettet. Det skriver Information.

Og det er Landssammenslutningen af Handelsskoleelever langt fra tilfreds med:

- Det kan godt være, vi bare er elever, men vi har også ret til privatliv, siger formand Sarah Siddique til Information.

Stikprøverne er heller ikke i tråd med Undervisningsministeriets retningslinjer.

Undervisningsminister Merete Riisager (Liberal Alliance) lagde sidste år op til at give landets gymnasiale uddannelser mulighed for at foretage stikprøvekontroller af elevernes computere.

Efter kritik fra både menneskeretsjurister og regeringspartneren Venstre endte hun dog med at droppe forslaget.

Nogle tjekker elevernes Facebook-beskeder

Efter prøver og eksamener bliver elever trukket ud til en kontrol, hvor skolerne tjekker deres computere for tegn på snyd. Mens man på Herlev Gymnasium ifølge rektorerne udelukkende tjekker elevernes browser- og søgehistorik, går man på Knord noget længere.

Her tjekker de blandt andet også, om eleverne har benyttet "programmer, der ikke må anvendes" såsom Facebook Messenger, fremgår det af skolernes procedure for stikprøverne, som Information har set.

Uddannelsesdirektør Ivar Lykke Ørnby understreger over for Information, at Knord kun leder efter tegn på snyd og ikke er interesserede i at snage i elevernes privatliv.

Ikke desto mindre oplevede fire ud af seks elever, som Information har talt med på Knords handelsgymnasium i Frederikssund, efter de i marts måned blev trukket ud til stikprøve, det som ubehageligt.

- Det var krænkende, for den seneste besked, jeg havde fået, var fra min kæreste, siger en af dem.

Fem af de seks elever siger, at der som led i stikprøven blev åbnet chatprogrammer som Facebook Messenger og iMessage for at tjekke, om de havde kommunikeret med nogen under prøven. 

Uddannelsesdirektør Ivar Lykke Ørnby siger, at den medarbejder, der stod for kontrollen, afviser, at der blev åbnet chatprogrammer. Selv vil han dog hverken afvise eller bekræfte oplysningen. Det er "påstand mod påstand", siger han til Information.

Uanset hvad er der tale om en krænkelse af elevernes ret til privatliv, mener Magnus Allsand, der er elevrådsformand på Knords Handelsgymnasium i Frederikssund.

- Det er en principiel sag, siger han.

- Vores computere er privat ejendom.

Skolerne tror, det er lovligt

Begge skoler mente, deres praksis var lovlig, da Information første gang henvendte sig til dem. De henviste til, at de i henhold til eksamensbekendtgørelsen kan fastsætte lokale regler for eksamener og prøver.

Desuden hævder uddannelsesdirektør på Knord, Ivar Lykke Ørnby, at Undervisningsministeriet har sagt god for deres praksis i foråret 2017.

- De siger, at så længe eleverne er vidende om, hvad vi gør, før vi gør det, så vil det være omfattet af vores muligheder for at have lokale regler, siger Ivar Lykke Ørnby.

Det afviser ministeriet dog i et skriftligt svar til Information. Godt nok har ministeriet været i ”dialog med en række skoler” i forbindelse med ”forarbejdet til en ny bekendtgørelse”. Men ministeriet har ”ikke taget stilling til den enkelte skoles principper for prøverne”.

Tværtimod er det ministeriets vurdering at:

- bekendtgørelsen ikke giver mulighed for at foretage stikprøvevis kontrol af elevernes computere, medmindre det sker på frivillig basis. Det er ministeriets vurdering af reglerne – både reglerne før og efter den nye bekendtgørelse trådte i kraft, skriver ministeriet.

Det har ikke været frivilligt

Ivar Lykke Ørnby medgiver over for Information, at Knords stikprøver ikke har fundet sted på ”frivillig basis”.

- Overhovedet ikke. Slet ikke, siger han.

- Men ministeriet siger jo, at man kun må gøre det på frivillig basis. Vil det så sige, at I har brudt reglerne?, spørger Information ham, hvortil han svarer:

- Jeg henholder mig til de lokale regler.

- Men jeg har jo netop spurgt ministeriet, om man kan lave lokale regler om stikprøver. Og det var det, de sagde: ’Nej, kun hvis det er frivilligt’ til. Har I så ikke brudt reglerne?, spørger Information igen.

- Altså, det har vi jo ikke undersøgt.

Han vil nu gennemgå skolens procedurer igen og tage kontakt til ministeriet for at få afklaret, hvad skolen må og ikke må.

Pen og papir er ikke godt nok

På Herlev Gymnasium siger rektor Jan Vistisen til Information, at han mener, stikprøverne sker på frivillig basis.

For hvis man ikke ønsker at blive udsat for stikprøvekontrol, kan man aftale med skolen, at man skriver i hånden i stedet for på computer. 

Det er dog ikke godt nok, skriver ministeriet til Information med ordlyden:

- frivillighed i denne sammenhæng ikke kan fortolkes sådan, at en elev, der ikke ønsker at deltage i stikprøvevis kontrol, kan pålægges af sin skole, at den pågældende prøve skal besvares af eleven med blyant og papir, hvis besvarelsen i øvrigt skulle være udarbejdet og afleveret digitalt ved den pågældende prøve.

- Vil det sige, at hvis eleverne selv kan vælge mellem at udarbejde deres besvarelse med blyant og papir eller på computer, og eleverne på forhånd får at vide, at betingelsen for at anvende computer er, at den kan blive taget ud til stikprøve, så er det at regne som ’frivilligt’ og derfor i overensstemmelse med reglerne, har Information spurgt ministeriet.

Dertil svarer ministeriet:

- Nej, det er ikke tilfældet.

I en mail til Information skriver rektor Jan Vistisen, at Herlev Gymnasium selvfølgelig skal følge reglerne. Han fortæller desuden, at gymnasiet alligevel havde planer om at udfase brugen af stikprøver, fordi de fleste eksamener fremover skal afleveres digitalt, og at man derfor ikke på samme måde som tidligere kan tilbyde elever, der ikke vil udsættes for stikprøve, at skrive i hånden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik