Skoler lader elever ryge i frikvartererne

18 år. Så gammel skal man i dag være for at købe en pakke cigaretter i kiosker og butikker. Men alligevel ryger flere og flere 13-15-årige elever i frikvartererne på folkeskolerne i Helsingør. Det viser et rundspørge til kommunens skoler, som Helsingør Dagblad har foretaget.

Skolerne følger alle de samme regler, som foreskriver, at eleverne ikke må ryge på skolens område. Men når eleverne i 7-9. klasse har tilladelse til at forlade skolens område i frikvartererne, blander skolerne sig ikke længere i, hvad eleverne foretager sig.
Skolerne overholder dermed lovgivningen, men smuthullet i frikvarteret rejser diskussion om, hvorvidt skolerne har en moralsk forpligtelse til at håndhæve et rygeforbud, når eleverne forlader skolens område. Det mener Kræftens Bekæmpelse.
- Selvom skolerne overholder loven, kan man godt sætte spørgsmål ved etikken. Jeg synes, skolerne har et ansvar. Det er jo meget oppe i tiden at tale sundhed, og vi ved, at rygning er en af de største dræbere i dag. Vi mangler den værdiladede diskussion, hvor man som skole spørger sig selv, om man har et medansvar i forhold til, at eleverne begynder at ryge, siger Poul Dengsøe Jensen fra Kræftens Bekæmpelse, der står bag undersøgelsen om rygeregler.
Skolelederne har en anden opfattelse.
- Jeg mener ikke vi har en moralsk forpligtelse, for i det øjeblik forældrene siger ja til at give børnene en udgangstilladelse, siger de også ja til, at børnene er gamle nok til at kunne bevæge sig frit ud i samfundet uden opsyn fra voksne, siger Lene Eilsøe Hjorth, der er skoleinspektør på Mørdrupskolen. Kræftens Bekæmpelse har netop offentliggjort en ny undersøgelse, som kortlægger rygereglerne på folkeskolerne i Danmark, og den viser, at 50 procent af skolerne holder sig til lovgivningen ligesom i Helsingør, hvor eleverne kun må ryge uden for skolens matrikel.
Den ikke eksisterende kontrol med eleverne uden for skolens områder i Helsingør sker, selvom skoleledere oplever, at flere og flere af folkeskoleeleverne begynder at ryge.
- Det er blevet trendy at ryge igen, og vi kan desværre se en stigning i unge, der begynder at ryge, fortæller Lene Eilsøe Hjorth, skoleinspektør på Mørdrupskolen.
Og den stigende tendens er gældende på flere af de skoler, som Helsingør Dagblad har været i kontakt med.
Det faktum er, ifølge Poul Dengsøe Jensen, netop risikoen ved de røgfyldte frikvarterer. Han peger på, at eleverne ofte står på den anden side af hegnet, hvor yngre elever passerer og bliver inspireret. Samtidig opstår der en form for rygefællesskaber, hvor sandsynligheden for, at de unge begynder at ryge, er stor.
Af Kræftens Bekæmpelses undersøgelse fremgår det samtidig, at 46 procent af skolerne i Danmark har indført et mere vidtrækkende forbud, der går på, at der slet ikke må ryges i skoletiden. Og det er tiltag, som der efterlyses flere af hos Kræftens Bekæmpelse.
- Rygningen finder jo sted i skoletiden, og her skulle eleverne gerne lære andre ting end at ryge, siger Poul Dengsøe Jensen.
Men foreløbig er der intet, der tyder på, at et strengere forbud også kommer på tale i Helsingør.
- Jeg mener, vi har et medansvar ved at gøre opmærksom på, at der er sundhedsmæssige farer ved at ryge. Men vi kan ikke forbyde eleverne at ryge uden for skolens område, for hvor går grænsen? Eleverne går jo også ned og køber usund mad, og der har vi heller ikke nogen kontrol, siger Tommy Sørensen, der er skoleleder på Nordvestskolen,
Heller ikke på Mørdrupskolen er man begejstret for skærpet kontrol.
- Jeg tror ikke, det hjælper, og jeg ville være ked af, hvis vi skal have et samfund her på skolen, hvor vi skal kontrollere tasker og lignende, siger Lene Eilsøe Hjorth, skoleinspektør på Mørdrupskolen.
Men ifølge Poul Dengsøe Jensen fra Kræftens Bekæmpelse bør der indføres mere kontrol også uden for skolens område. Han mener, det handler om at sende et klart signal fra skolens side, om at man tager afstand fra rygning.
På Helsingør Byskole er man ikke helt afvisende overfor idéen med yderligere tiltag i kampen mod røgen.
- Vi er jo i bevægelse i forhold til at gøre dagligdagen så sund som muligt for vores elever, så på et tidspunkt må vi også se på, om vi skal gøre noget ved den kattelem, der er for rygere for at slippe væk i frikvarteret, siger Brian Grønbæk, der er viceinspektør på Helsingør Byskole.
Han foreslår, at man eksempelvis indfører en god frokostordning på skolen, så eleverne ikke behøver at forlade skolen for at få mad.
- Som det er lige nu, overholder vi loven, men jeg er helt med på, at det skal drøftes i skolebestyrelsen, så vi kan arbejde videre med problematikken, fortsætter Brian Grønbæk.
I bund og grund er alle skolelederne i Helsingør enige om, at diskussionen om rygning i frikvartererne ender ved spørgsmålet, om man skal tillade elervnes udgang eller ej. Og samtidig er de enige om, at forældrene spiller en stor rolle i hele rygediskussionen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik