Skoler er forberedt på terror

I Helsingør vil man opdatere skolernes beredskabsplaner for terrorangreb.

Helsingørs folkeskoler har konkrete planer for, hvordan lærere og elever skal reagere, hvis der opstår terrorangreb eller skoleskyderier. Planerne skal opdateres i denne uge, skriver Helsingør Dagblad.

Beredskabsplanerne for skoleskyderier bliver lavet specifikt for hver enkelt folkeskole i Helsingør. De rummer blandt andet oplysninger om hvor, der skal ringes hen, og hvem der skal gøre det, hvis der opstår en faretruende situation med for eksempel risiko for, at en bevæbnet person vil gå til angreb på elever og lærere.

- Pointen ved disse beredskabsplaner er grundlæggende anderledes end de planer, vi har i forhold til for eksempel brand. Ved brand er pointen, at man i organiseret form forlader bygningen og går til et bestemt sted. Det er ikke det, der gør sig gældende ved en terrorlignende situation. Her vil det handle om, at man ikke nødvendigvis alle sammen skal bevæge sig det samme sted hen. Måske skal man blive, hvor man er og holde sig gemt. Man skal tage bestik af situationen og ikke bruge en forudbestemt rute, siger Peter Arhnung, der er leder af Snekkersten Skole, til Helsingør Dagblad.

Formand for Helsingør byråds børne- og uddannelsesudvalg, Christian Holm Donatzky fra De Radikale, mener, at det er væsentligt, at beredskabsplanerne eksisterer og er kendte af skolelærere og elever.

- Det er godt, at vi har de her beredskabsplaner, for vi skal også være forberedt på ting, der er usandsynlige. Det er jo heller ikke tit, at der er brand på skolerne, men det har vi også planer for. Og selv om, at det er frygteligt, hvad der er sket i Frankrig, og selv om vi har beredskabsplaner for skoleskyderier, så er det vigtigt, at frygten ikke tager overhånd, siger Christian Holm Donatzky til Helsingør Dagblad.

Han oplyser, at der i de kommende dage vil blive set på, om planerne i Helsingør er aktuelle. Nogle af planerne skal opdateres, og det bliver gjort i denne uge, lyder det ifølge Helsingør Dagblad fra udvalgsformanden.

Fra Snekkersten Skole lyder det også, at planerne skal findes, men at frygten ikke må fylde for meget.

- Vi har planerne på skolerne. Udfordringen er, at planerne på den ene side skal være præsente, mens de på den anden side ikke skal gøre os eller eleverne bekymrede i hverdagen. Vi skal løbende holde tingene ved lige, så vi gør det rigtige i en given situation. Vi kan øve brandevakuering, men der kommer en anden dimension ind, hvis der sker noget terror. Det er lidt sværere at træne, og vi har ikke på Snekkersten Skole gjort det i at øve os i det. Men planerne er der, siger Peter Arhnung til Helsingør Dagblad.

Skolelederen mener, at terrorangrebet i Paris betyder, at der kan være behov for, at lærere og ledelse på skolerne i Helsingør ser på planerne - for at 'minde hinanden om, hvordan man gør'.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik