Skoleledere: Flere lektier i SFOen.

Skolen er alvor, og SFOen er tilfældig fri leg. Det skal der laves om på, siger Skoleledernes formand. Pædagogerne i SFO skal hjælpe børnene med skolearbejdet og træde i forældrenes sted, når hjemmet ikke magter det. Det skriver Berlingske Tidende.

Pædagogerne skal læse lektier med børnene i
skolefritidsordningen (SFO) og i langt højere grad tage sig af
de opdragelsesopgaver, som ellers ligger hos forældrene. Den
store afstand mellem den seriøse skole og den sjove SFO skal
udviskes. Sådan lyder budskabet fra Skoleledernes formand,
Anders Balle, der efterlyser et langt bedre samarbejde mellem
skole og SFO end i dag.

Det fungerer slet ikke godt nok endnu,
lyder budskabet forud for Skoleledernes årsmøde i dag. »Der
ligger en stor uudnyttet ressource i at lave et meget tættere
samarbejde mellem skole og SFO.

Vi skal i langt højere grad
arbejde sammen om børnene, i stedet for at vi positionerer os og
markerer vores særkende i forhold til de andre. Det er som om,
der i dag skal være så stor forskel på skole og fritid - skolen
betragter SFOen som en stor legeplads, og SFOen betragter skolen
som en lang eftersidning.

Det skal vi altså have gjort noget
ved,« siger Anders Balle. Det skriver Berlingske Tidende. Han
foreslår for eksempel, at pædagogerne i SFO-tiden kan læse
sammen med børn med læseproblemer, der deltager i det succesrige
læseprogram Reading Recovery.

Metoden er meget intensiv og
kræver, at forældrene hver dag læsetræner sammen med barnet. Men
det er ikke alle hjem, der magter dette, og så bør SFOen tage
over. »SFOen skal overtage nogle af forældrenes opgaver og
varetage nogle af de ting, som vi i skolen forventer, at der
bliver fulgt op på hjemme.

SFO skal ikke kun være tilfældig fri
leg. Det skal også være udvikling og opdragelse, som forældrene
ellers ville have stået for. SFOen træder jo i forældrenes sted
om eftermiddagen, og der skal både være plads til sjov og
alvor,« siger Anders Balle.

I 2006 anbefalede regeringens
skolestartsudvalg, at der skulle være lektiehjælp i SFOerne. Det
er der dog langtfra alle steder, men Undervisningsministeriet
har netop åbnet for forsøg med undervisningsassistenter i
folkeskolen og lektiehjælp, og det bør blive startskuddet på et
bedre samarbejde mellem skole og SFO, lyder det fra
skolelederforeningen.

»Der er mange steder, hvor det fungerer
godt, men der er lang vej endnu. Det burde være en selvfølge, at
der er lektiecafeer i alle SFOer,« siger Anders Balle. Mere
samarbejde Et udvidet samarbejde skal også indebære, at
pædagogerne fra SFO i langt højere grad indgår i skoletimerne
som undervisningsassistenter, der hjælper lærerne med at sikre
ro og trivsel.

Samtidig skal lærere og pædagoger arbejde sammen
om elevplanerne i stedet for, at lærerne laver elevplaner, og
SFO-pædagogerne laver udviklingsplaner for børnene.
Forældreforeningen Skole og Samfund er begejstret for udspillet
fra Skolelederne.

»Det er en rigtig dejlig udmelding fra
Skolelederne, som vi forældre har efterlyst længe. Vi synes, at
vi hidtil har stået meget alene med ønsket om mere samarbejde
mellem pædagoger og lærere.

Vi er ikke i tvivl om, at det vil
højne kvaliteten af folkeskolen,« siger Benedikte Ask Skotte.
Hun synes ikke, at forslaget om mere lektiehjælp, læring og
opdragelse i SFOen udhuler familiens rolle. »Børn lærer hele
tiden - også når de ikke sidder med bøger.

Pædagogerne overtager
ikke forældrerollen, selv om de læser lektier med børnene. I
nogle familier fungerer det fint, at forældrene læser lektier
med børnene, men i andre vil det være fint, at pædagogerne
hjælper med det i perioder,« siger Benedikte Ask Skotte. Det
skriver Berlingske Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik