Skoleleder: Juleafslutning behøver ikke foregå i kirke

Formanden for Skolelederforeningen mener, at man på den enkelte skole selv beslutter, hvordan julen markeres.

Det er ikke alle skoler, der markerer julens komme ved at gå i kirke den sidste dag inden juleferien.

Og sådan skal det også være, mener Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.

Han ser ikke noget galt i, at man eksempelvis på Gribskolen i Græsted har valgt at droppe den traditionelle kirketur af hensyn til de ikke-protestantiske elever.

- Det synes jeg, at man skal finde ud af på den enkelte skole.

- Der står ikke nogen steder i folkeskoleloven, at man skal i kirke, og der er rigtig mange skoler, der aldrig nogensinde har gjort det, siger han til Ritzau.

Kirken behøver ikke forkynde

 Claus Hjortdal har i sine 25 år som skoleleder selv holdt fast i traditionen med kirkegang.

- Men jeg har altid sagt til præsten, at det ikke er en gudstjeneste og ikke må være forkyndende.

- Det behøver det heller ikke at være at gå i kirke, læse juleevangeliet og synge nogle salmer.

- Jeg kan til gengæld heller ikke se noget forkert i, at en skole bestemmer sig for at gøre noget andet, siger han.

Den holdning deler Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre.

Skole og Forældre: Skolen bestemmer selv

- Er man på en skole, hvor det ikke giver mening, kan man lave en anden afslutning. Men synes man, at det er vigtigt, skal man gøre det.

- Man skal gøre det på en måde, som giver mening for den elevgruppe, man har, siger hun.

Hun mener også sagtens, at man kan inddrage præster i at markere julen, uden at der bliver tale om forkyndelse.

- De plejer fint at kunne håndtere, at der er forskel på at holde en prædiken og at holde en tale for børn, der skal på juleferie.

- I undervisningen læser man jo også op af evangelierne og diskuterer deres betydning, siger hun.

Både Mette With Hagensen og Claus Hjortdal er enige om, at beslutningen bedst træffes på den enkelte skole og ikke af kommunal- eller landspolitikere.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik