Skole fyldt med asbest trods renovering

Flere nye prøver afslører nu, at meget af den gamle asbest på Gurrevejens Skole i Helsingør aldrig er blevet fjernet. Heller ikke de steder, hvor skolen ellers blev renoveret og fik lagt ny gulvbelægning. Det skriver Helsingør Dagblad tirsdag.

Den nye belægning er blot lagt oven på de gamle giftige
asbestfliser med en spånplade som eneste værn mellem asbest og
nye vinylfliser. Efter at limen er begyndt at knække og vand fra
gulvrengøringen dermed trænger ned, er der direkte adgang ned
til asbesten i de områder på skolen.
- Vi har straks spærret helt af også på de nye steder, hvor de
nye prøver viser asbest. Det er et sejt træk både for lærere og
elever, men vi kommer igennem det. Og selve arbejdet er speedet
op, så vi ikke skal arbejde i flyttekasser og midlertidige
lokaleforhold længere end nødvendigt. Men lærere og elever
vånder sig da. Det er hårdt og vores specialfunktioner fungerer
jo ikke optimalt. Nogle kan vi slet ikke gennemføre. Men vi
håndhæver den daglige undervisning så godt, vi overhovedet kan,
siger skolens inspektør Anne Berglund, der tilføjer, at den
første gang med klasselokaler bliver færdig i juleferien.
Herefter kan klasserne flytte tilbage hertil, og så bliver det
gang nummer to, der skal flytte ud.
I oktober og november, hvor teknisk forvaltning gjorde
opmærksom på asbest-problemet og at det burde løses helt akut,
var overslagsprisen 1,5 millioner kroner. Nu er den steget til
2,8 millioner kroner.
- I første omgang tages det som en ekstrabevilling af
kommunekassen. Men da det er finansieringsinstituttet FiH, som
Gurrevejens Skole er ejet af efter Helsingør Kommune solgte den,
vil der senere forestå en økonomisk forhandling mellem dem og
kommunen, siger børne- og ungedirektør Bjarne Pedersen til
Helsingør Dagblad.
Byrådsmedlem Jørgen Lysemose, SF, der er politisk valg medlem
af skolebestyrelsen, føler sig ført bag lyset.
- Med det resultat, at vi som bestyrelse ikke aner, hvad der
foregår og hvor alvorligt problemet i mellemtiden er blevet,
siger Jørgen Lysemose, der har bedt borgmester Per Tærsbøl, K,
om at undersøge, hvordan og med hvilken begrundelse disse
oplysninger, der, ifølge SF?eren, er blevet tilbageholdt for
skolen.
- 14 dage efter, at forvaltningen sidst i oktober havde fået
at vide, at nu skal der altså gøres noget, holdt vi
bestyrelsesmøde. Uden at være blevet informeret om dette. Det
har også sat vores inspektør Anne Berglund i en meget vanskelig
og ubehagelig situation, mener Jørgen Lysemose.
Siden Helsingør Dagblad den 13. november kunne bringe
historien om, at halvdelen af Gurrevejens Skole skulle ryddes og
afspærres og elever og lærere flyttes til midlertidige
undervisningslokaler, er asbest-sagen vokset yderligere. Det
viser sig, at der findes asbest på et endnu større areal af
skolen end de allerede ca. 1000 kvadratmeter, hvor det allerede
er konstateret.
- Det er rigtigt nok, at vi allerede sidste år i børne- og
ungeudvalget fik en rapport fra teknisk forvaltning, hvoraf det
fremgik, at der var asbest på gulvene, men at det var kapslet
ind, og at det tilsyneladende var ufarligt. Nu er det så blevet
en hastesag, fordi der er gået hul på noget af det, siger
formand for børne- og ungeudvalget, Erling Hansen.
Børne- og ungedirektør Bjarne Pedersen i Helsingør Kommune,
tilbageviser blankt, at den omtalte asbestrapport eller andre
oplysninger i sagen skulle være blevet tilbageholdt nogle steder
i forvaltningen.
- Medarbejdere var på grund af nogle problemer med vandrør og
gamle kloakker ude for at undersøge Gurrevejens Skole. Her
nævnte inspektør Anne Berglund selv problematikken omkring
asbesten. Og da vi får en fornemmelse af, at asbesten ikke
længere er indkapslet, sådan som rapporten nogle måneder
tidligere have peget på og at den dermed måske ikke længere var
helt ufarlig, så besluttede vi lige på stedet at gå i gang. Jeg
kortsluttede bureaukratiet og fik grønt lys fra borgmesteren til
at gå i gang, uanset prisen. Men kan altid i bagklogskabens lys
sige, at vi skulle have reageret på rapporten, da den kom sidste
år. Men den lagde jo ikke op til, at der var noget farligt i
situationen, siger direktøren.