Skole dropper julegudstjeneste: Nu skal sagen i byrådet

Folkeskoleelevers deltagelse i julegudstjenester er et punkt på dagsordenen på det næste byrådsmøde i Gribskov. Det sker, efter en folkeskole har besluttet at sløjfe julegudstjenesten.

Ledelsen på Gribskolen i Græsted har besluttet at droppe den traditionelle skoleafslutning før juletid i den lokale kirke. 

En beslutning der har sat følelserne i kog hos mange i de seneste dage. Og sagen ruller nu videre - på mandag d. 18. december skal byrådet i Gribskov diskutere emnet. 

Skole i modvind

Beslutningen om at droppe julegudstjenesten på Gribskolen er taget af hensyn til elever med andre trosretninger end kristendommen. 

- Beslutningen tog vi som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske. Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannede viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi, skrev skoleleder Marianne Vedersø Schmidt på forældreintra torsdag i sidste uge. 

Sagen har bragt Gribskolen i modvind. Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre har selv har gået på skolen som barn, og han kalder beslutningen "en ommer".

Og nu er sagen så kommet på dagsordenen på byrådsmødet efter anmodning fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen fra Dansk Folkeparti. 

- Jeg synes, det er en forkert beslutning. Julegudstjenesten er en tradition i den danske folkeskole, og det skal det også være i fremtiden, siger han. 

Skolebestyrelse bakker op

Torsdag aften kom det frem, at skolebestyrelsen bakker op om beslutningen om at droppe julegudstjenesten

- Skolebestyrelsen har tillid til, at skolens ledelse og medarbejdere træffer de beslutninger, der skaber størst mulig værdi for eleverne. Derfor bakker bestyrelsen op omkring skolens beslutning og ønske om at skabe nye traditioner, som inddrager børn og unge og skaber fællesskaber på tværs af årgangene, lyder et uddrag af en udtalelse, der blev udgivet på Gribskolens intranet efter et ekstraordinært møde i skolebestyrelsen.

Det fik den nuværende borgmester i Gribskov, Kim Valentin fra Venstre, til at fare i blækhuset. 

- At begå en fejl en gang kan ske, men at begå den samme fejl to gange er udtryk for ignorance eller ligegyldighed. Nu tager vi en god snak i byrådet på mandag om, hvad vi skal beslutte omkring juletraditionerne i Gribskov. Min holdning er at vi skal fastholde traditionerne omkring vores højtider, fordi det dels styrker både integrationen og sammenhængskraften og dels er en vigtig del af vores historie. Jeg vil arbejde for, at skoleledelserne på vores skoler respekterer de danske juletraditioner, skriver han på sin facebookprofil.

Om kommunen har bemyndigelse til at ændre beslutningen er endnu uvist.

- Det er uklart fra administrationens side, om vi som politikere kan ændre beslutningen på skolens vegne. Det finder jeg ud af hen over weekenden, inden vi har mødet på mandag. Men vi kan i hvert fald opfordre skolen til det. Det kan vi gøre, hvis der er flertal for det, lyder det fra Brian Lyck Jørgensen. 

Se indslag om sagen fra den 14. december 2017 her:

Muhamed Hamed oplever, at han og andre muslimer nærmest har fået skylden for en beslutning, de intet har haft med at gøre

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik