Skjold Skævinge vinder fornem idrætspris

Kulturminister Bertel Haarder overrakte i dag Kulturministeriets Idrætspris til IF Skjold Skævinge.

IF Skjold Skævinge fik i dag tildelt Kulturministeriets Idrætspris af kulturminister Bertel Haarder.

Foreningen belønnes for sin gode evne til at rekruttere frivillige og for at sprede sine idéer til andre.

På få år er Skjold Skævinge gået fra 14 til 220 frivillige hjælpere i foreningen.

- Rekruttering af frivillige er en stor udfordring for mange foreninger, men IF Skjold Skævinge har fundet svaret på udfordringen og formået at udbrede sin metode til at rekruttere frivillige til andre foreninger, siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

- Dette er essentielt for vores samfund, fordi frivilligheden i foreningerne skaber en stor værdi for idrætslivet og samfundet som helhed.

- Ikke en værdi, som man kan gå ud og måle og veje og gøre op i kroner og øre, men som kan mærkes på sammenhængskraften i samfundet og på graden af tillid, vi har til hinanden, siger kulturministeren.

Prisen vækker naturligvis begejstring i foreningen.

- Jeg er ovenud stolt og lidt overrasket. Vi havde på ingen måde troet, det skulle være os. Vi var den mindste forening, og der var mange store og flotte projekter, så vi kunne slet ikke se, hvorfor det skulle være os, siger IF Skjold Skævinges formand Lasse Petersen til TV 2 Lorry.

I alt 14 kandidater var indstillet til Kulturministeriets Idrætspris.

Skjold Skævinge var blandt andre oppe imod hækkeløber Sara Slott Petersen, der i løbet af 2015 er blevet en del af verdenseliten, og BMX-kører Simone Tetsche Christensen, der har vundet medaljer ved både European Games, EM og VM i år ved siden af sine studier.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik