Skimmelhund: Gypsy snuser sig frem til skimmelsvamp

Hunden Gypsy, der kan snuse sig frem til skimmelsvamp i huse, er et effektivt og meget præcist våben i kampen mod den uønskede skimmelsvamp.

Den 1-årige sorte hund af racen Border Collie bærer den fornemme titel 'skimmelsporhund,' og kan lugte en dråbe kaffe i en swimmingpool. Derfor er den perfekt i kampen mod skimmelsvamp i hjemmet, som kan gøre folk syge.

De grønne skimmelplamager er uønskede i alle hjem, da skimmelsvamp kan give symptomer som hovedpine, koncentrationsbesvær, irriterede øjne, allergi og astma, skriver Bolius.dk

Megen skimmelsvamp er skjult

Men en ting er den synlige skimmelsvamp, som man kan se på lofter og vægge, en anden er den skjulte skimmelsvamp, der gemmer sig inde i fx vægge. Ifølge KEH Indeklima i Glostrup, der ejer skimmelsporhunden Gipsy, er 70 % af alle skimmelangreb skjulte. Det betyder, at man ikke umiddelbart kan se skimmelangrebet, der kan gemme sig i fx mellemgulve, bag tapeter, i vægkonstruktioner, tagkonstruktioner og isoleringsmaterialer.

Har man mistanke om skimmelsvamp, uden dog at kunne se det med det blotte øje, er det typisk nødvendigt at lave en såkaldt destruktiv forundersøgelse, hvor man laver huller rundt omkring i boligen, der hvor man formoder, at der er skimmelsvamp. Og her er det, at skimmelsporhunden bliver rigtig smart.

- En skimmelhund kan lugte en dråbe kaffe i en svømmepøl. Den har en træfsikkerhed på 90 procent, hvilket vil sige, at den skal kunne finde minimum 90 procent af de gemte skimmelprøver, når den får sin certificering. Den kan desuden afgrænse områder med skimmelsvamp, og den kan hjælpe med at sikre, at alle kilder er fundet, siger Mads Ballegaard, der er adm. direktør hos KEH Indeklima.

Forskellig lugt i hvert næsebor

Skimmelhunden har 40 procent bedre lugtesans end et menneske og har en mere rummelig fornemmelse for lugten, da den kan lugte forskellige lugte i hvert næsebor. Hunden kan registrere, hvor koncentrationen er størst, altså hvor kilden til skimmeludbruddet er, og her vil den markere.

- Du vil altid kunne måle skimmelsporer i luften, og der findes ingen grænseværdier for, hvornår skimmelsvamp er generende for mennesker. Det er afhængigt af det enkelte menneske, hvornår man reagerer på skimmelsvamp, så vi må altid betragte hver enkelt skimmelproblem som unikt. Det er kundens gener, der er første indikator på et problem, siger Keno Jaspers, der er den menneskelige halvdel af Team Gipsy, og den, der skal tolke Gipsys markeringer.

Keno Jaspers understreger, at en skimmelhund aldrig kan arbejde alene. Hundefører og hund er et team, hvor hundeføreren tolker hundens markeringer, og sammen fungerer teamet som et måleinstrument.

Sådan arbejder Gypsy

Inden skimmelhunden sætter snuden i sporet, skal der laves forundersøgelser af en sagkyndig, herunder fugtmålinger og besigtigelse af bygningen. Herefter går hundeføreren gennem bygningen uden skimmelhunden for at sikre sig, at der ikke er noget forstyrrende eller farligt for hunden. Og så har hundeføreren ikke behov for flere informationer - så skal hunden levere.

Skimmelhunden får sko og 'arbejdstøj' (et tørklæde) på, for at beskytte den og for at signalere, at nu handler det om at finde skimmelsvamp, og teamet går systematisk gennem de enkelte rum. De steder, hvor hunden giver signal, bliver markeret. Når gennemgangen er færdig, får hunden en belønning og får fri, og hundefører og en sagkyndig gennemgår sammen hundens markeringer. Den sagkyndige kan herefter foretage nærmere undersøgelser de steder, hvor hunden markerede.

Danmark er langt bagud med skimmelhunde

I Danmark er skimmelhunden et forholdsvist nyt fænomen, og Gypsy er ifølge KEH Indeklima en af de første hunde, der kommer til at arbejde herhjemme. Men faktisk er vi langt bagefter vores europæiske naboer på dette område.

Lande som Tyskland, Sverige, Østrig og Schweiz har brugt skimmelhunde som et godkendt måleinstrument i mange år, og de første skimmelhunde blev brugt i Sverige for over 20 år siden, da man skulle undersøge og udskifte rådne telefonpæle.

Baggrund:

- Gypsy stammer fra Tyskland, hvor den er fremavlet fra en familie af skimmelhunde.

- Den er certificeret fra en skole for skimmelhunde i Tyskland der hedder APZS. Gipsys faste træner er Keno J. Jaspers, der er afdelingsleder hos KEH Indeklima

Hvad er skimmelsvamp?

Skimmelsvamp er bittesmå svampe, der vokser på jord- og plantedele i naturen. I vores boliger kan skimmelsvampe vokse mange steder, når blot der er fugtigt og noget at leve af. Skimmelsvampe lever af dødt materiale, der oprindeligt stammer fra dyr og planter (organisk materiale).

I huse kan det fx være træ, tapet eller støv. Skimmelsvamp kan gøre mennesker syge, og nogle mennesker er mere følsomme end andre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik