Ski-ekspert uddeler topkarakter: Snart åbner Amager Bakke

Danske skieksperter har testet den nye kunstige piste på Amager Bakke, der åbner til næste år. I artiklen kan du se flere videoer fra testen.

Foto: Sarah Christine Nørgaard - Ritzau & Scanpix

Torsdag aften var en udvalgt skare indenfor dansk skisport inviteret til Amager Bakke for at teste den nye skipist, der åbner til næste år.

Og skal man tro skieksperten Nikolaj Vang, så bliver Amager bakke alle pengene værd at besøge.

- Det er så tæt man kan komme uden at være på rigtig sne, lyder det prompte fra ham.

- Jeg har stået på ski i 35 år - også som fuldtidsprofessionel – og jeg synes, det var virkelig fedt at prøve pisten. Jeg er meget overrasket og glad for, at belægningen havde en helt perfekt friktion. Jeg havde frygtet, at man enten ville få for lidt eller for meget glid, men jeg synes, at belægningen er perfekt til alle niveauer, og samtidig er der en okay rebounce, og det kunne man også have frygtet, der ikke ville være, lyder den mere uddybende anmeldelse af den kommende skibakke.

00:23

Se her, hvor Nikolaj Vang tester skibakken.

Luk video

Åbner første gang i vinterferien

Amager Bakke forventes at stå helt klar i starten af april 2019, men allerede i uge syv vil skientusiasterne få mulighed for at prøve kræfter med de kunstige pister, oplyser Christian Ingels, der er direktør hos CopenHill.

Her åbner man nemlig op for den nederste del af bakken, en strækning på 250 meter - som også var den del, Nikolaj Vang var med til at teste torsdag.  Hele bakken er 450 meter lang.

- Vi åbner op i vinterferien, men vi er ikke helt afklaret endnu, om der derefter vil være en pause, hvor vi venter på, at hele bakken står klar, eller om den nederste del forbliver åben indtil den helt store åbningsdag i april, siger Christian Ingels til TV 2 Lorry.

Nikolaj Vang glæder sig til hele bakken åbner, for når man virkelig kommer op i højderne, så giver det næsten følelsen af stå på ski i Alperne.

- Man får den her flotte udsigt, så derfor kan man godt blive grebet af den fornemmelse, selv om man står på Amager, siger han med et grin.

00:28

Her testes skipisten på Amager Bakke.

Luk video

- Men det handler også om længden og bredden af pisterne. Det, vi fik lov at prøve, fungerede altså rigtig godt. Jeg har været flere forskellige steder i verden og testet kunstige skibakker, og ingen af dem er halvt så sjove, som det Amager Bakke kan præstere i udformning og terræn, så den får topkarakter i min bog, siger Nikolaj Vang.

Alle kan være med

Han vurderer, at skibakken vil blive en succes, fordi alle kan være med.

- Jeg vil mene, at den både er for begyndere og de mere øvede, og det er den kombination, der gør, at den her bakke kan blive et hit.

Selv om Christian Ingels fra CopenHill naturligvis håber, at det resterende arbejde med Amager Bakke forløber gnidningsfrit, så pointerer han, at der altid er en risiko for at åbningsdagen må udskydes.

- Det er med forbehold for, hvordan byggeprojektet skrider frem, og hvordan vejret er her i vinteren, siger han til TV 2 Lorry.

00:28

Her kan du se endnu en video, hvor pisten testes.

Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik