Foto: TV 2 Lorry

Skelet i Tisvilde kan være midaldrende mand

Politiet ved endnu ikke, om der ligger en forbrydelse bag fundet af et skelet i Tisvilde.

Skelettet i Tisvilde stammer formentlig fra en mand på omkring 40-55 år fra Østeuropa eller Mellemøsten. Han kan være en asylansøger, oplyser Nordsjællands Politi.

En hundelufter fandt et skelet på et grønt område mellem Ferie- og Udflugtscentret Sankt Helene og jernbanelinjen i Tisvilde torsdag eftermiddag.

- Ud fra kraniet og tandsæt vurderer vi, at der formentlig er tale om en mand i alderen 40 til 55 år, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Tidligere har politiet også udtalt, at personen kan stamme fra Østeuropa eller Mellemøsten ud fra tandsættets udseende.

Politiet har været i kontakt med Dansk Røde Kors, da Sankt Helene i perioder har været brugt som aflastningscenter for Center Sandholm.

- Vi arbejder fortsat ud fra, at der kan være tale om en asylansøger, og mandag har vi et møde med Udlændingestyrelsen for at høre til savnede personer, fortæller Henning Svendsen.

Arbejdet bliver dog ikke gjort lettere af, at asylsøgere indimellem forsvinder fra Center Sandholm, uden at der nødvendigvis er noget mistænkeligt i det.

Fredagen igennem undersøgte politiet og teknikere området i håb om at finde spor, men det er fortsat uvist, om der ligger en forbrydelse bag personens død.

Skelettet er sendt til Retsmedicinsk Institut, hvor retsmedicinerne mandag skal undersøge dødsårsagen og identiteten nærmere.

Retsmedicinerne skal også forsøge at fastslå, hvor lang tid den afdøde har ligget i Tisvilde.