Foto: TV 2 Lorry

Skattepenge går til plastikoperationer

Folk i Nordsjælland bruger masser af skattekroner på plastikkirurgi, viser tal. Regionsformand vil have strammet op på reglerne.

Nordsjællænderne er storforbrugere af plastikkirurgi, og det er skattekassen, der betaler. Det skriver metroXpress.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik får nordsjællænderne således langt oftere offentlig støtte til plastikkirurgi end folk i resten af landet.

I Danmarks rigeste kommune, Gentofte, brugere borgerne 2300 gange så mange skattekroner på plastikoperationer som en beboer i Esbjerg, når der tages højde for de to kommuners indbyggertal.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, vil nu have strammet op på reglerne.

- Region Hovedstaden må hive fat i de praktiserende læger og spørge ind til, om de er for hurtige til at tage kniven frem. Det skal jo udelukkende være de faglige kriterier, der styrer det. Foreligger der ikke en rent sundhedsfaglig begrundelse for operationen, må man selv betale. Det andet er ren kosmetik, og det er jo ikke en ordentlig måde at bruge vores sundhedskroner på, siger Bent Hansen til metroXpress.

På landsplan kostede plastikkirurgien sidste år 50 millioner sygesikringskroner. Heraf gik tre millioner alene til Gentofte-borgere. I alt tegner kommunerne i Region Hovedstaden sig for 29,5 millioner kroner, skriver metroXpress.

Det er langt overvejende operationer af hængende øjenlåg, der bliver udført på statens regning, viser tal fra Statens Serum Institut.