Foto: Presse / Walther Arms

Skarpladte våben fundet i Nordsjælland

En 27-årig mand er varetægtsfængslet.

Nordsjællands Politi har fundet flere skarpladte skydevåben i Helsinge. Politiet har fundet våbnene i forbindelse med en sag om trusler på livet. 

Bevæbnet med en økse sagde en 27-årig mand lørdag aften til flere personer: 'jeg slår jer kraftedeme ihjel'. Det fik personerne til at kontakte politiet, der tidligt i morgen kunne anholde den 27-årige. 

Læs også 17-årig er varetægtsfængslet for drive-by-skyderi i Helsinge

I forbindelse med efterforskningen i sagen besøgte politiet den 27-åriges ægtefælles hjem. Her fandt de tre våben - en salonriffel, et dobbeltløbet oversavet jagtgevær og en ni milimeter pistol. Alle tre våben var ladt.

Den 27-årige blev her til morgen fremstillet for en dommer. Her nægtede han sig skyldig i trusler på livet.

Læs også 14-årig skoleelev stukket overfladisk med kniv

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så det vides ikke, hvad han ellers havde at sige i sagen. 

Dommeren har besluttet at varetægtsfængsle ham til den 16. september.