Skarp kritik af bocenter

Ledelsesproblemer og hyppig udskiftning blandt personalet på Svanehuset - et bocenter for udviklingshæmmede børn i København - har ført til voldsomme og livstruende episoder for børnene på stedet, advarer forældre og tidligere ansatte på stedet, skriver Berlingske Tidende.

De fortæller i dag til Berlingske Tidende om flere voldsomme episoder på Svanehuset - bl.a. om et barn, der tog kvælertag på et andet barn. Om et barn, der i frustration jagtede en pædagog med en kniv. Om børn der forsvinder fra institutionen - og derefter bliver fundet igen på trafikerede veje eller i S-tog. Om børn, der fejlmedicineres. Og om børn, der bliver urolige over den store udskiftning blandt personalet og reagerer ved at gøre skade på sig selv. De farlige episoder i Svanehuset er ifølge to tidligere ansatte opstået, fordi der ofte er for lidt personale på arbejde til at sikre en ordentlig pleje af børnene. Huller i vagtplanen og for mange vikarer har været en del af dagligdagen i de seneste to-tre år, fortæller Pia Christensen, der arbejdede på Svanehuset frem til 25. januar, hvor hun sagde sin stilling op. »I mine syv år på stedet har jeg set flere hundrede kolleger komme og gå. Det er hele grupper, som siger op ad gangen i frustration over pressede arbejdsforhold og en dårlig ledelse, som ikke formår at forbedre tingene. Uroen smitter af på børnene, som reagerer ret voldsomt,« siger Pia Christensen. Pia Christensen bakkes op af andre tidligere ansatte samt to forældrer, der fra oktober 2007 og frem har klaget til Socialforvaltningen i København over forholdene på Svanehuset. Forvaltningen aflagde i december tilsynsbesøg på stedet, men kommunen har til stor skuffelse for både forældre og de tidligere ansatte ikke skredet ind over for Svanehuset, men afventer en tilsynsrapport, der nu har været mere end to måneder undervejs. »Institutionens håndtering af vores klager går langt overvejende på, at de bortforklarer tingene. Deres forklaring er altid den samme: Vi har ikke nok personale, vi har ikke nok ressourcer. Derfor gik vi til tilsynsmyndighederne, som har undersøgt forholdene, kun for at konkludere, at vi nok bør holde et møde. Derved er vi tilbage ved starten. Ansvaret kører i ring - og imens holdes børnene som gidsler,« siger Heidi Thielsen, en af de forældre, som har klaget til kommunen. I Socialforvaltningen i Københavns Kommune bekræfter kontorchef Anders Bildsøe Lassen, at Svanehuset ligesom andre institutioner har problemer med at fastholde personale, men han genkender ikke beskrivelsen af Svanehuset som plaget af alvorlige problemer: »Tilsynet beskriver et tilbud, som løser nogle uhyre vanskelige opgaver, men hvor der forekommer at være en god faglig udvikling og en god dialog mellem lederen og hovedparten af medarbejderne og de pårørende. Den peger på en række mindre procedurefejl med medicinhåndtering, og dem er der rettet op på,« siger han. Han forsikrer dog, at kommunen tager utilfredsheden med Svansehuset alvorligt: »Vi har haft en løbende dialog med de to pårørende, og vi vil invitere dem til et møde igen, for præcis at høre hvad de synes problemerne er i dag. Derudover tror vi på, at Svanehuset får fulgt op på problematiske forhold,« siger han. Også ledelsen på Svanehuset forsikrer, at der arbejdes for at forbedre forholdene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik