Skarp kritik af bispevalg i København

Kritikken af det afholdte bispevalg i Københavns Stift, hvor 58 brevstemmer kom for sent til at blive talt med, tager til i styrke fra flere sider. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Valgbestyrelsen har udsendt modstridende vejledninger, siger
tidligere kulturborgmester, som bakkes op af religionspsykolog
og menighedsrådsmedlem, som nu vil indgive en officiel klage
over forløbet. Får klageren medhold, kan det betyde, at valget,
der allerede har været ramt af to udsættelser, skal gå om en
tredje gang. Sognepræst Jens Johansen er tidligere
kulturborgmester i Københavns Kommune og har 16 års erfaring med
administration af valghandlinger fra sit politiske arbejde bag
sig. I et stort debatindlæg i dagens udgave af Kristeligt
Dagblad retter han en skarp kritik mod bispevalgets ansvarlige
valgbestyrelse. - Det er min vurdering, at valgbestyrelsen i sit
arbejde har overset så mange også alvorlige fejlkilder, som den
ved rettidig omhu kunne have forebygget, at det skaber tvivl om
såvel procedure som resultat, skriver han og henviser til, at
valgbestyrelsen har givet forskellige meldinger til de
stemmeberettigede om, hvor tidligt brevstemmer skulle afsendes
for at kunne nå frem rettidigt. Disse forskellige udmeldinger,
mener han, er afgørende, fordi 58 brevstemmer viste sig at komme
for sent, samtidig med at kun få stemmer adskilte nummer to, tre
og fire ved den afgørende optælling. De 58 stemmer kunne
principielt have ændret valgets udfald markant. Peter La Cour,
menighedsrådsmedlem på Christiansø og stiller for domprovst
Anders Gadegaard ved bispevalget, vil nu klage over valgets
forløb. Han mener, at når 58 stemmesedler ankommer for sent, så
er det ikke vælgerne, der har et problem, så er det en
systemfejl.- Hvis ingen andre vil klage over det, så vil jeg.
Men jeg håber, at jeg snarest kan sætte min underskrift på en
klage sammen med flere. Det skulle der være en vis sandsynlighed
for. For Kristeligt Dagblad erfarer, at der er ivrig aktivitet
blandt støtterne til de kandidater, der ikke kom videre, for at
støtte en klage. Kritikken går især på, at valgbestyrelsen burde
have tænkt på, at en af de sidste dage før fristen for
afstemningen var grundlovsdag, som ikke er en postdag. Det kan
have forsinket postomdelingen. Og dertil oplever mange
københavnere generelt, at der ikke kommer post især lørdag og
ofte heller ikke mandag. Selv generalsekretær Kaj Bollmann, der
ellers fik flest stemmer og vandt første runde af valget i
mandags foran sognepræst Peter Skov-Jacobsen, er ikke helt
uforstående over for kritikken.- Jeg afventer, hvad klageren får
ud af at klage. Men jeg tvivler på, at det kommer til at få
indflydelse på min position, siger han og ser fremad:- Det her
kaotiske forløb peger på, at vi er nødt til at evaluere
procedurerne ved et bispevalg. Både med hensyn til udvælgelse af
kandidater og mere principielt. For eksempel er det vigtigt at
lægge administration af bispevalg hos dem, der har forstand på
det. Men det fratager ikke valgbestyrelsen ansvar.Sognepræst
Asser Skude, der fik det laveste antal stemmer ved afstemningen,
mener, at valget nu bør gå om, og vil have de ansvarlige i
valgbestyrelsen til i det mindste at undersøge poststemplerne på
de afgørende, sent ankomne breve. Men det afviser
stiftskontorchef Asger Gewecke, der blev udpeget til at sikre
valgets gennemførelse på sikker vis efter de første tilfælde med
fejl og udsættelser. - Jeg har ikke set efter, om der er
datostempling på brevene. Det er der ikke grundlag for, for de
er kommet for sent, og derfor er de ugyldige, siger han.