Skandaleombrust spisested afsløret i grotesk burger-fup

Omstridt københavnsk café har skiftet ejer i kølvandet på fire sure smileys. Men problemerne fortsætter, viser ny kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Café Emma/XO Burger på Axeltorv i indre København har gentagne gange været i Fødevarestyrelsens søgelys.

Og det er med god grund.

I de forgangne måneder har de to nabo-spisesteder, som deler samme køkken og ejer, fået fire sure smileys for alverdens fødevareovertrædelser, hvilket er resulteret i stribevis af bøder og politianmeldelser fra Fødevarestyrelsen.

quote I kølerum ses to kasser med surt/råddent vand med østers og hummer. Dette lugter kraftigt.

Fødevarestyrelsens kontrolrapport

For nylig skiftede de to spisesteder så ejer, hvilket betød, at det tidligere synderegister med de mange sure smileys blev slettet, og den nye ejer kunne starte på en frisk.

Men der skulle ikke gå mange dage, før den nyvaskede tavle igen var fedtet godt grundigt til.

Som følge af ejerskiftet foretog Fødevarestyrelsen den 19. september et nyt kontrolbesøg på Café Emma. Og noget kønt syn var det ikke.

”I kølerum ses to kasser med surt/råddent vand med østers og hummer. Dette lugter kraftigt.” står der i kontrolrapporten.

”I et frostskab sås en tallerken med noget ødelagt og ukorrekt indpakket kød,” skriver Fødevarestyrelsen, som desuden kunne konstatere, at rengøringen i køkkenet ikke levede op til de gældende standarder.

Fup med burger udløste bøde  

Som om det ikke var nok, viste det sig yderligere, at Café Emma løj for kunderne ved at sælge en falsk økologisk burger.

Virksomheden har i menukort en "Meat lovers" burger med 270 gram ØKO hakkebøf. Virksomheden kan ikke fremvise faktura på indkøb af økologisk hakkekød. Virksomheden oplyser, at det er to almindelige burgerbøffer fra konventionelt hakkekød, står der i kontrolrapporten.

Virksomheden havde ifølge rapporten ingen bemærkninger.

quote Det er vildledning og noget, vi ser alvorligt på

Michael Rosenmark, chef for Fødevaretyrelsens Rejsehold

Som konsekvens af den falske markedsføring kvitterede Fødevarestyrelsen med en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

- Mange interesserer sig for økologi, klima og dyrevelfærd, og de betaler derfor også gerne ekstra for det. Derfor nytter det heller ikke noget, at man bare putter traditionelt kød i, og på den måde snyder folk. Det er vildledning, og noget vi ser alvorligt på, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevaretyrelsens Rejsehold, til TV 2 Lorry.

På caféens hjemmeside fremgår det da også, at den pågældende økologiske burger koster 159 kroner, hvilket er cirka en tredjedel mere end andre traditionelle burgere på caféens menukort.

Michael Rosenmark bemærker, at caféens nye ejer tidligere har været ansat af den gamle ejer. Derfor undrer det ham også, at der ikke er kommet bedre styr på tingene.

- Vi står jo ikke over for personer, der kan påberåbe sig, at de ikke kender reglerne. Det er jo folk, der tidligere har stået der, siger han.

Kort lunte

Michael Rosenmark forklarer, at Fødevarestyrelsens lunte er ekstra kort på grund af caféens brogede fortid.

- Det er jo legalt at foretage et ejerskifte. Men hvis vi møder de samme mennesker efter et ejerskifte, så er vores tålmodighed lidt kortere, og vi er ekstra grundige med kontrollen for ligesom at sikre, at tingene er blevet bedre, og de ikke bare har forsøgt at vaske tavlen ren på grund af en formalitet i form af ejerskifte, siger han.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra den nye ejer af Café Emma/XO Burger, som ifølge CVR-registreret hedder Hassan Ali Alaoiue. En ansat på Café Emma har taget imod vores besked, men Hassan Ali Alaoiue er ikke efterfølgende vendt tilbage.

XO Burgers and Steaks ligger ved siden af Café Emma på Axeltorv i København.
XO Burgers and Steaks ligger ved siden af Café Emma på Axeltorv i København.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger er det kun Café Emma, som i øjeblikket er åben. XO burger er midlertidigt lukket på grund af renonvering, har en ansat fortalt over telefonen.

Hassan Ali Alaoiue, som ifølge TV 2 Lorrys oplysninger har været ansat som manager på Café Emma og XO Burger under den tidligere ejer, tog i midten af september over som ejer.

quote Det er jo legalt at foretage et ejerskifte. Men hvis vi møder de samme mennesker efter et ejerskifte, så er vores tålmodighed lidt kortere

Michael Rosenmark, chef for Fødevaretyrelsens Rejsehold

Forinden var Café Emma/XO burger ejet af den 23-årige malteser Kyle Sciberras, som ifølge CVR-registeret har en lang række konkurser bag sig.

I kølvandet på ejerskiftet er selskabet KS Catering IVS, som Kyle Sciberras stod i spidsen for, også gået konkurs.

Lang broget fortid

Under Kyle Sciberras tid som ejer af Café Emma og XO Burger fik de to spisesteder som tidligere nævnt fire sure smileys henover sommeren og sensommeren.

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet gentagne gange flere fødevarer uden sporbarhed – heriblandt et ulovligt sprutlager. Dertil kommer uhumsk håndtering af fødevarer, manglende egenkontrol samt manglende registrering hos Fødevarestyrelsen.

Sidstnævnte forhold fik i sommer Fødevarestyrelsen til at lukke de begge spisesteder på grund af mistanke om stråmandsvirksomhed. I den forbindelse blev også Skat og politiet involveret i sagen.

Lukningen var dog kortvarig, da Kyle Sciberras, som er bosiddende på Malta, efterfølgende meldte sig på banen og dokumenterede, at han ejede restauranterne.

TV 2 Lorry har flere gange tidligere forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kyle Sciberras.

En anden kontroversiel figur, som tidligere har ejet Café Emma og XO Burger, er den bedrageridømte, detroniserede cafékonge Bahram Sari Beliverdi.

Bahram Sari Beliverdi, hvis caféimperium også talte Café Dan Turell og Café Sommersko, blev i maj måned idømt tre år og ni måneders fængsel plus en betaling på over en millioner kroner i tillæg for den omfattende bedragerisag, han stod tiltalt for.

Bahram Sari Beliverdi har anket dommen til landsretten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik