Skandale i boligfond: Udleverer beboeres CPR-numre

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation vil politianmelde boligselskab på Frederiksberg

Frederiksberg Boligfond, som står bag det planlagte salg af tre ejendomme på Frederiksberg til den amerikanske ejendomsgigant Blackstone, løber nu direkte ind i en politianmeldelse fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF). For Fonden har offentliggjort dybt private oplysninger om beboerne.

I forbindelse med Blackstones planlagte køb af ejendommene på blandt andet Sønderjyllands Allé har beboerne krav på, at de selv skal kunne købe ejendommene med henblik på at danne andelsboligforeninger. Og i den forbindelse har de modtaget materiale om deres ejendomme.

Men ifølge ABF, der er paraplyorganisation for andelsboligforeninger, så er oplysningerne udleveret til ejendommens beboere på USB-stik, og her er det tilsyneladende gået galt. Helt galt. For på de udleverede USB-stik kan man finde en lang række meget private oplysninger om beboerne.

Det drejer sig for eksempel om:

- CPR-numre

- Kopi af sygesikringsbeviser

- Kopi af bilregistreringsattester

- Vielsesattester

Og det er oplysninger, der har så privat karakter, at ABF ikke tøver med at skride til politianmeldelse.

- Det er da en skandale. Det er helt vanvittigt. Og hvad værre er, i det materiale, der er sendt ud, så har de end ikke medtaget materiale, de har haft pligt til at sende ud - for eksempel oplysninger om energimærkninger, siger Jan Hansen, der er direktør i ABF til TV 2 Lorry.

Chokeret bestyrelsesformand

Flemming Brank er bestyrelsesformand i Frederiksberg Boligfond, og han bekræfter over for TV 2 Lorry, at de meget private oplysninger er sluppet ud.

- Da jeg hørte om det i morges, så troede jeg simpelt hen ikke på det i første omgang. Jeg er meget chokeret over, at ting, der ikke skulle have været sendt ud, er blevet sendt ud. Det er et omfattende materiale, men de skulle jo have streget CPR-numre og så videre over. Lige nu kan jeg ikke gøre ret meget andet end at lægge mig fladt ned og beklage, siger han til TV 2 Lorry.

Flemming Brank siger videre, at han ikke kender hele sagens omfang, så han ved ikke, hvor mange beboere, der er udleveret personfølsomme oplysninger om.

Fejl hos administrationen

De tre ejendomme på Frederiksberg administreres af PrivatBo, og ifølge Flemming Brank er det herfra materialet til beboerne er blevet sendt.

- Vi har da overvejet, om vi skulle forsøge at få alle USB-nøglerne tilbage. Men det giver ikke rigtig mening, nu hvor oplysningerne er ude, siger Flemming Brank.

ABF har også opfordret Frederiksberg Boligfond til at samle USB-nøglerne sammen.

Bestyrelsesformand Flemming Brank siger, at han i dag har henvendt sig til Frederiksberg Boligfonds advokat for at få udarbejdet en redegørelse om sagen, og så har de truffet beslutning om, at de torsdag den 27. december retter henvendelse til datatilsynet om den uheldige sag.

For at besigtige nyerhvervede ejendomme i Hovedstaden mens uroen ulmer blandt de mange lejere, der frygter, at huslejen stryger til vejrs.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik