Skæbnedag for børn og forældre

Dagplejen i Gentofte står til at lukke til stor utilfredshed blandt forældrene. I aften skal politikerne stemme endeligt om forslaget.

Når politikerne ankommer til Rådhuset i Gentofte i aften for at andenbehandle budgettet, skal de igennem en flok af forældre, dagplejere og andre, der ikke kan leve med, at den kommunale dagpleje står til at blive nedlagt.

Siden de fik beskeden i deres e-post, en sen fredag for 14 dage siden, har de kæmpet for at få politikerne til at skifte mening. 

- I dagplejen er man sikker på, hvor mange børn der er til hver voksen. Det er et miljø, der minder om et normalt hjem. Man afleverer til den samme person, som man henter hos efterfølgende, og har derfor mulighed for at snakke om det enkelte barn. Det synes jeg ikke, man kan få andre stedet en i en dagpleje, forklarer Gry Hoffmann, der er mor til en dreng i Gentoftes dagpleje.

Selvom sønnen er på vej til børnehave nu, bruger hun gerne kræfter på at give kommende forældre det samme valg, som hun selv har været glad for.

Vi møder Gry Hoffmann i Dyrehaven søndag eftermiddag på jagt efter underskrifter, der skal bevare dagplejen i hendes kommune.

- Jeg håber jo, at politikerne lytter til, hvad vi siger. Det kan godt være, det lyder naivt, for de har jo ikke lyttet til os eller inddraget os før, de tog den her beslutning. Men nu håber jeg virkelig, de lytter til alle de gode argumenter, der er for at bevare dagplejen, siger Gry Hoffmann.

Lukningen af Gentoftes dagpleje kommer i den grad bag på både borgerne og dagplejere. 

- Den første reaktion er: ”Gentofte? Skal de skære dagplejen helt væk?”. Det forstår de ikke. ”Gentofte er en rig kommune, så hvorfor skal de spare på dagplejen?” Det er godt at have et alternativ, så forældrene selv kan vælge, siger Cilla Marie Transø, der er dagplejer i Gentofte.

I 20 år har hun taget imod familiernes mindste, når far og mor skulle tilbage på arbejde efter barsel.

Cilla Marie Transø havde intet hørt om besparelsen, inden den ankom i indbakken. Hun føler, at politikerne svigter både dagplejere og forældre ved at melde beslutningen ud så tæt på den mulige vedtagelse.

- Vi er rigtigt pressede. Det er jo rigtig kort tid, vi har haft til at samle de her underskrifter.  Det er noget skidt, for det begrænser os jo i, hvor mange vi kan nå at samle. Hvis vi havde haft mere tid til at gøre folk opmærksomme på det her problem, så var der sikkert også flere, der havde skrevet under, vurderer Cilla Marie Transø.

For tyve år siden var der 60 dagplejere i Gentofte,  i dag er de skåret ned til 15, der i alt tager sig af 49 børn. Kapaciteten er 55. 

Kommunen har opgjort, at den vil spare 2,5 millioner kroner om året ved at fyre dagplejerne og lukke pasningsformen ned som et kommunalt tilbud til de 0-3 årige i Gentofte.

Dagplejere, forældre og andre støtter vil stå klar mandag aften kl. 17 uden for rådhuset i Gentofte.

Andenbehandlingen af budgettet begynder kl. 18.

I sidste uge havde forældrene indkaldt kommunen til møde om den mulige lukning. Se reaktionerne her.  

Forældre protesterede i dag imod Gentofte kommunes beslutning om at spare dagplejen væk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik