Foto: TV2/ Lorry

Skadestuers ventetider mødes med mistro

Ifølge statistikken venter patienter i snit blot 48 minutter på skadestuen. Men det tror politikerne ikke på.

Patienterne på skadestuerne i hovedstadsområdet venter betydeligt længere på at blive behandlet, end det fremgår af de officielle tal.
Det er holdningen hos politikerne i Region Hovedstaden, som dermed sår tvivl om de ventetidstal, hospitalerne indberetter. Det skriver Berlingske.

Avisen kunne søndag fortælle om ventetider på op til 12 timer på skadestuen på Herlev Hospital, og nu kommer der også beretninger om lange ventetider på regionernes øvrige skadestuer.

- Vi har på fornemmelsen, at vi får forkerte data. Jeg får mange henvendelser fra folk, der har siddet og ventet i halve døgn. Men det afspejler sig ikke i tallene, siger medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden Bent Larsen (V).

- Derfor må vi dybere ned i materialet for at sikre, at vi fører ressourcer derhen, hvor der er brug for det, siger han til Berlingske.
Ifølge en analyse fra Region Hovedstaden venter patienterne i gennemsnit kun 48 minutter, men det svarer slet ikke til personalets og patienternes oplevelse, vurderer politikerne.

Også Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter tvivler på, at tallene stemmer overens med virkeligheden, skriver Berlingske.

I regionsrådet er der nu flertal for at kulegrave ventetiderne, så man kan få klargjort, hvor længe, der går, fra patienter kommer ind på skadestuen, til de forlader den igen.

I dag viser tallene typisk den tid, der går, fra patienterne registreres, til de møder en læge eller sygeplejerske, der foretager en første vurdering og eventuelt sender patienten videre til røntgen eller andre undersøgelsen, skriver avisen.