Skadestuer kan halvere ventetid

Den gennemsnitlige ventetid blev reduceret fra 48 til 18 minutter, da skadestuen på Herlev Hospital som forsøg ændrede rutiner. Derfor indføres inden sommer et hurtigt spor for patienter med småskader, skriver Frederiksborg Amts Avis.

På hospitalerne kaldes de »splint-patienter«. Det er
patienter, som møder op på hospitalernes skadestuer med mindre
skader og ufarlige lidelser. Normal procedure er, at de kommer
bag i køen efter de mere alvorlige tilfælde og risikerer at
vente i 8-12 timer på behandling. Men et forsøg på Herlev
Hospital viser, at det kan være en gevinst, hvis man også tager
tidligt fat i de nemme patienter. På Herlev har man gennemført
et forsøg, hvor man efter amerikansk model indførte et »Fast
Track«. De lettere tilfælde fik deres helt eget spor på
skadestuen, hvor det er specialuddannede akutsygeplejersker og
ikke læger, der har ansvaret for at diagnosticere, behandle og
hjemsende denne gruppe patienter. Og resultatet er ifølge den
ansvarlige overlæge for pilotprojektet, Jan Dahlin, lidt
fantastiske.- Den gennemsnitlige ventetid, fra patienten
indfinder sig til behandlingen begynder, sank fra 48 til 18
minutter. De to spor betyder samtidig, at lægerne kan
koncentrere sig om de alvorlige tilfælde, og at patienterne
sammenlagt er kortere tid på skadestuen, siger Jan Dahlin.
Forsøget blev gennemført i en hel uge sidste år - med normal
bemanding - og med to andre uger som kontroluger for forsøget.
Pilotprojektet fører nu til, at Herlev Hospitals skadestue, der
årligt har cirka 50.000 patienter, indfører systemet som det
første hospital herhjemme.- Det, at venteværelset er fyldt med
langtidsventende patienter, skaber i sig selv et træk på
personalet, som man kan undgå ved at have et hurtigt spor for de
nemme patienter, siger Jan Dahlin. Forsøget på Herlev kan blive
model for de øvrige skadestuer i Region Hovedstaden.