Sjællandske sommerhuse bliver mere og mere værd

Sjællandske sommerhusejere kan gnide sig i hænderne. Deres sommerhuse bliver bare mere og mere værd.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

150 kroner om dagen. 

Så meget har sommerhusejere tjent på deres sommerhuse over det seneste år.

Det vidner om, at sommerhusmarkedet generelt er kommet i topform efter en lang årrække med træghed.

Thomas Hovgaard, pressechef ved Nybolig

Det viser en beregning, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet over tal fra Boligsiden.

Kvadratmeterprisen på sommerhuse er nemlig steget fra 15.713 kr. til 16.380 kr. de sidste 12 måneder.

Hvis man tager udgangspunkt i et hus på 80 kvadratmeter, vil det være blevet 53.360 kr. mere værd på et år. En stigning på knap fem procentpoint eller 150 kroner om dagen.

Ifølge Nybolig er det især sjællandske sommerhusejere, der scorer kassen på deres sommerhus.

- Det er ikke en vild stigning, men det vidner om, at sommerhusmarkedet generelt er kommet i topform efter en lang årrække med træghed, hvor man ikke så den slags stigninger, siger Thomas Hovgaard, pressechef ved Nybolig, i en pressemeddelelse.

Grunden til, at det især er de sjællandske sommerhuse, der stiger i værdi, skyldes afstanden fra de store byer.

- Udviklingen viser, at sommerhusområder, som er nemme at komme til fra København og Aarhus, stadig er de mest populære. Ifølge tidligere undersøgelser bliver sommerhuse brugt mest, når man kan køre til dem på 1-2 timer og ikke skal sejle eller betale broafgifter, og det er tilfældet for de store sommerhusområder i Østjylland, Nordsjælland og Vestsjælland, siger Thomas Hovgaard.

Sommerhusudlejning slår rekord

Udover at sommerhusejerne tjener på deres huse, så kan de også tjene en ekstra skilling ved at leje det ud. 

Og det er der mange, der efterspørger.

Lige nu er sommerhusudlejningen nemlig i vild vækst, og store udlejningsfirmaer har svært ved at følge med. 

- Vi slår alle rekorder i år. Vi kan melde fuldstændig udsolgt og når vi kigger fremad, så er der også en massiv efterspørgsel, fortæller Thomas Metelmann, der er landechef i Novasol og fortsætter: 

- Vi må reelt afvise gæster, som gerne ville have været i sommerhus.

På bare et år er udlejningen af feriehuse i hovedstadsområdet steget med 8 procent, og og allerede omkring påske i år var størstedelen af husene udsolgt - hele to måneder tidligere end normalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik