Sjællandske portører fortsætter strejke

Portørstrejke fortsætter i Region Sjælland trods skærpet bod fra Arbejdsretten.

Utilfredse portører på flere hospitaler i Region Sjælland fortsætter fredag deres arbejdsnedlæggelse, selvom det betyder en skærpet bod fra Arbejdsretten.

Ifølge Jørgen Linder, tillidsmand på Roskilde Sygehus, har portørerne på sygehusene i Nykøbing Falster, Holbæk, Roskilde og Slagelse fredag morgen valgt at fortsætte deres strejke.

- Jeg har informeret mine kolleger her i Roskilde om, at de bliver idømt en bod, hvis de fortsætter, og det har de taget til efterretning. Forløbet bliver nu, at de tager situationen dag for dag, siger Jørgen Linder.

Portørerne mødes igen til fagligt møde mandag morgen.

Arbejdsnedlæggelsen betyder ifølge tillidsmanden, at hospitalerne i Region Sjælland iværksætter et nødberedskab.

- Det betyder, at portørerne servicerer det akutte og livstruende, for eksempel medicin, som skal ud til patienterne eller akutte operationer, men det kan selvfølgelig betyde øget ventetid eller aflysninger for nogle patienter, siger Jørgen Linder.

Hospitalerne i Region Sjælland nedlagde tirsdag arbejdet. Strejken er en reaktion på, at der i de kommende år skal indføres erhvervsuddannede serviceassistenter på sygehusene i Region Sjælland i stedet for rengøringsassistenter og portører.

Ifølge Region Sjælland er der sat pilotprojekter i gang på Holbæk- og Nykøbing Falster-sygehuse.

Strejken har i løbet af de seneste dage bredt sig til andre sygehuse i hele landet. Rigshospitalet samt Hvidovre, Glostrup, Amager og Bispebjerg Hospitaler har således været ramt af arbejdsnedlæggelserne.

I hovedstadsområdet er portørerne dog vendt tilbage i arbejde fredag morgen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik