Planten lever kun i et meget afgrænset området ved 'Den Grønne Kile' - og er fredet. Foto: Halsnæs Kommune

Sjælden plante breder sig i Nordsjælland

Der er kommet flere af den fredede plante røllike-gyvelkvæleren siden sidste år.

Røllike-gyvelkvæleren lever kun ved Hald Strand. Til gengæld blev der ved den årlige optælling den 29. juni fundet hele 646 af slagsen. 

Planten lever kun i et meget afgrænset området ved 'Den Grønne Kile' - og er fredet. Men selvom man kun kan finde et begrænset antal, breder den sig. 

I 2016 blev der nemlig kun fundet 415 planter. Det kan dog ifølge Natur og Miljø i Halsnæs Kommune være fordi, at man forrige år ikke nåede at få slået græsset tidligt i sæsonen, og græsset derfor var blevet så langt, at en del planter formentlig blev overset. 

Læs også Fugledrama: Aggressiv duehøg angriber sjælden fiskeørneunge

 

Forsvandt og kom tilbage

Røllike-gyvelkvæler forsvandt tilsyneladende fra Halsnæs i slutningen af 1990'erne, men blev genopdaget i 2007, hvor der kunne tælles enkelte planter. Nu plejes arealet med tidligt høslæt for at sikre artens beståen og på sigt udbrede arten.

Halsnæs Kommune har i samarbejde med interesserede borgere afholdt en årlig tælledag gennem nogle år. I 2013 blev således talt 90 eksemplarer, i 2014 var det 175 eksemplarer og i 2015 over 900 eksemplarer af den sjældne plante. 

I Skandinavien findes røllike-gyvelkvæler kun i Halsnæs og på Øland i Sverige. Den er derfor sjælden - og fredet, og må derfor hverken plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges. 

Læs også Kongernes Nordsjælland: Kom på gratis naturvandring