Schalburgkorpset marcherer ved Høveltegaard. Billedet er ikke fra filmen. Foto: Ukendt - Scanpix

Sjælden nazifilm fra 2. Verdenskrig dukket op

En hidtil ukendte filmspole, der viser betydningsfulde nazistiske ceremonier under 2. Verdenskrig i Danmark, er blevet fundet.

En hidtil ukendt filmspole er dukket op med optagelser fra afsløringen af et mindesmærke for faldne danske soldater i nazismens tjeneste - formentlig en af de mest betydningsfulde nazistiske ceremonier under 2. Verdenskrig i Danmark.

Der er tale om en spole med råfilm på knap 10 minutter, fra den 2. juni 1944, bare få dage før D-dag. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Sjældent bronzesværd fundet i den nordsjællandske muld

I filmen er et stort antal tyske og danske top-nazister fra Waffen SS samlet på Høveltegård mellem Allerød og Birkerød. Høveltegård og godsets jorder ned til Sjælsø var dengang træningslejr for Schalburgkorpset - et korps af danske i tysk tjeneste under besættelsen.

Eksisterer ikke længere

Optagelserne viser klip fra indvielsen af mindesmærket for Christian Frederik von Schalburg, som korpset er opkaldt efter og som blev dræbt 2. juni 1942.

Tre vagtposter foran indkørslen til Høveltegård, som under 2. verdenskrig var træningslejr for Schalburgkorpset. Billedet er ikke fra filmen. Foto: Ukendt - Scanpix

- Mindesmærket eksisterer ikke længere. Det er blevet sprængt i stumper og stykker af modstandsbevægelsen, forklarer lektor emeritus fra Københavns Universitet, Palle Roslyng, i en videosekvens, som Forsvaret har produceret i kombination med de originale optagelser.

Derudover indeholder filmspolen også råklip fra SS-soldaters træning i området. Optagelserne er formentlig lavet med henblik på at indgå i en propagandafilm.

Læs også Arkæologer finder Danmarks ældste lokum fra Vikingetiden

Filmen vækker begejstring

Chefen for Forsvarsakademiets institut for militærhistorie er international anerkendt ekspert i Waffen SS. Niels Bo Poulsen har bl.a. afsluttet et forskningsprojekt om Waffen SS og sammen med to kollegaer udgivet bogen " Waffen SS, Europas nazistiske soldater".

Den hidtil ukendte filmspole vækker begejstring hos Niels Bo Poulsen, som særlig hæfter sig ved hvordan filmen klart beskriver nazisternes dødskult og idealer, skriver Forsvaret i en omtale af fundet.

(Udateret arkivfoto 1945) SS-Obersturmführer Søren Kam, der likviderede journalist Carl Henrik Clemmesen med otte pistolskud 30. august 1943 sammen med vennen, SS-Rottenführer Flemming Helweg Larsen, var den første, der organiserede nazisternes væbnede anti-terror i Danmark. Som den første leder af Schalburgkorpset på Høvelte Kaserne deltog han i mord på civile og schalburgtage (bombesprængninger). Han var sammen med Gestapomanden, dr. Werner Best i Polen, havde flere fortrolige møder med Reichsführer-SS, Heinrich Himmler, og fik personligt Jernkorsets Ridderkors som den eneste dansker af Adolf Hitler 7. februar 1945. Tre måneder senere smed han uniformen og gik under jorden med dæknavnet Peter. Billedet er ikke fra filmen. Foto: Ukendt - Scanpix