Her er den nye pighaj, som blev fanget i Øresund.

Sjælden haj fanget i Øresund: ”Det er ret fantastisk”

En lokal fisker fangede en pighaj, som nu svømmer rundt i Øresundsakvariet.

Torsdag eftermiddag fik Øresundsakvariet i Helsingør besøg af en sjælden gæst i form af en pighaj.

Hajen blev fanget af en lokal kystfisker, der fik den store fisk i nettet på 17 meters dybde ud for Espergærde.

Læs også Fik sensationel fangst i nettet et hemmeligt sted i Øresund

Og på Øresundsakvariet jubler de over den nye haj.

- Vi har fået en pighaj ind, og det er ret sjældent, at det sker. Jeg tror, det er seks år siden, det skete sidste gang, så på den måde er det ret fantastisk for os, siger marinbiolog og naturvejleder Michael Hansen til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at den lige nu svømmer rundt i et stenrevsakvarium, men da den er lidt til den store side vil den blive ekspederet videre inden længe. Enten til Kattegatcentret eller sat ud igen. 

00:46 Luk video

- I første omgang håber vi at have den vinterferien over, men er der tegn på den ikke trives, vil den blive sat ud igen, siger Michael Hansen.

Læs også Havbiolog jubler: Jeg har ventet på denne video i 30 år

Pighajen er en sjælden gæst i Øresund, men på verdensplan har den været en af de almindeligste hajer, men det er ifølge Michael Hansen gået voldsomt tilbage på grund af overfiskning.

Hajen har sit navn fra sine to giftpigge, der sidder på ryggen foran rygfinnerne og som den bruger til at forsvare sig med.

Den er dog ikke farlig for mennesker, bedyrer Michael Hansen.

- For det første er det en ret lille haj, som bliver lidt over en meter lang, når den er fuldt udvokset. Og så lever den på så stor dybde, at man i hvert fald ikke støder på den, når man er ude at svømme.

Læs også 89 hajer undgår aflivning: Nu lever de i Øresund

Den lokale kystfisker, der fangede hajen, hedder Søren Jacobsen, og han kontakter altid Øresundsakvariet, når han fisker en særlig fangst. Således var det også Søren Jacobsen, der kort før jul fangede en kæmpe kammusling, som måler 15 centimeter.

- Vi er dybt afhængige af, at erhvervsfiskerne gider ringe til os, når de fanger noget sjovt. Det er guld værd for os, siger Michael Hansen.