Sjælden domfældelse i byretten

Allerede en måned efter at politiet ransagede deres boliger er tre ud af ni sigtede narkohandlere blevet dømt. De tre mænd tilstod og fik i alt 10 og et halvt års fængsel.

HELSINGØR: Det hører til sjældenhederne, at en og samme
dommer, i dette tilfælde Benedikte Cederqvist fra Retten i
Helsingør, idømmer over 10 års fængsel i løbet af nogle få timer
byretten. Det skriver Helsingør Dagblad. Men da der var tale om
tilståelsessager, så kunne retshandlingerne hurtigt overståes,
da der hverken skulle føres vidner eller bevis. Cederqvist var
da heller ikke uberørt af eftermiddagens retshandlinger, da hun
ved 16.30-tiden i går pakkede sagsmapperne sammen efter at have
givet tre lokale, unge mænd tilsammen 10 år og seks måneder bag
tremmer for opbevaring og salg af narkotika.

Tre ud af i alt ni sigtede personer i den omfattende sag om
narkohandel i Helsingør og omegn blev i går dømt ved Retten i
Helsingør. Der var i alle tre tilfælde tale om tilståelsessager,
og retsmøderne blev holdt for lukkede døre.

Den 30-årige Peter
Sørensen fra Fredensborg fik fire års fængsel for salg af 300
gram kokain. Han har lige som de to øvrige siddet
varetægtsfængslet siden den 25. september i år og ankede ikke
dommen, som var en fællesstraf, da Peter Sørensen var på
prøveløsladelse fra en anden narkodom på anholdelsestidspunktet.
Den tidligere ustraffede 25-årige Victor Frederik Durafour fra
Helsingør blev idømt tre års fængsel for at have opbevaret godt
et kilo kokain på sin bopæl.

Han solgte og brugte selv cirka 124
gram af narkoen. Som den eneste udbad han sig betænkningstid med
hensyn til, om han vil anke dommen til Landsretten. Den tredje
tiltalte i trioen, 34-årige Thomas Yde Jensen fra Helsingør,
blev idømt tre og et halvt års fængsel for opbevaring af
halvandet kilo kokain på sin adresse og for at have solgt 650
gram videre.

Anklageren havde krævet fem års fængsel til Thomas
Yde Jensen, som ikke tidligere er straffet, men sagen blev, som
det hedder "skåret til", da det kunne godtgøres at narkohandelen
ikke som først angivet strakte sig over ét, men over to år.
Efter domsafsigelserne blev alle tre ført tilbage til deres
celler.

Det har hele tiden stået klart, at så godt som ingen af
Durafours og Yde Jensens nærmeste pårørende var klar over,
hvilke illegale transaktioner, der har stået på i hjemmene under
de seneste par år, indtil den morgen i september, da horder af
politifolk med ét vendte op og ned på deres hjem og på deres
tilværelse.

Alle pågribelser foregik, som Helsingør Dagblad
tidligere har beskrevet det, dog uden dramatik, selv om det dog
blev nødvendigt at sparke døren ind til en enkelt adresse.
Politiet ransagede blandt andet en villa på hjørnet af
Kongevejen og Montebello Allé i Helsingør og et garageanlæg på
Gurrevej i Helsingør.

Opklaringssucces Der blev ved ransagningen
beslaglagt ca. 500 gram kokain og cirka 120.000 kroner i
kontanter foruden fire pistoler, to jagtgeværer, et oversavet
jagtgevær og en del ammunition til de forskellige våben.
Efterforskningen af kokainligaen stod på i over to måneder og
politiet benyttede sig blandt andet sig af telefonaflytninger og
overvågninger for at komme de mistænkte til livs.

Pågribelsen af
de fængslede kokainhandlere føjer til sig til den forholdsvis
friske opklaring af et hashnetværk fra Nordsjælland og en
afsluttet sag fra slutningen af august i år, hvor en tidligere
straffet mand fra Espergærde blev dømt flere års fængsel for
handel med op mod et kilo kokain og andre former for narkotika i
Helsingør.