Sille åbner sin bolig: Nu er første hjemløse flyttet ind

Sneen daler over hovedstadsområdet. Derfor har Sille Nielsen åbnet sin bolig for hjemløse og deres hunde i vinterkulden.

- Jeg blev smidt ud fra et herberg i går. Lidt på uretfærdig vis. Men da jeg kom ud, stod der en engel. 

Sådan lyder den glade historie fra Kim, da TV 2 Lorry torsdag aften kiggede forbi Sille Nielsens ejendom mellem Greve Landsby og Karlslunde Landsby. 

Den bidende sibiriske kulde har fået Sille til - næsten uden omtanke - at åbne sit hjem for hjemløse og deres hunde.

Tilbuddet annoncerede hun på Facebook for nogle dage siden.

Hun har fået en masse positiv respons. Men beskeden nåede aldrig de hjemløse selv i København, forklarer hun.

Derfor tog hun bilen til Christianshavn torsdag for at informere gadens folk om muligheden, og her mødte hun Kim:

- Sådan et tilbud kan man jo kun sige ja tak til. Ellers kunne min hund dø af frost, fortæller han. 

Ham og hans firbenede bedste ven hoppede taknemmeligt med i Silles Lupo og kørte til ejendommen på landet. 

Flere hjemløse har henvendt sig

Endnu har Kim og hans hund annekset for sig selv. Men yderligere tre hjemløse har kontaktet Sille Nielsen via telefon, fortæller hun fredag til TV 2 Lorry. 

- De skal lige se, om de har lyst til at forlade København. De har noget inde i byen, som trækker mere end at komme i husly her. Men det finder de ud af med dem selv. Mit hjem er i hvert fald åbent, siger hun. 

Hun er glad for, at både Kim og hans hund har det godt:

- Kim kunne nok godt sove på gaden eller finde et herberg, men det er jo ikke et roligt miljø. For det første kan hunden ikke komme med, og der kommer tit folk om natten og forstyrrer søvnen. Og de risikerer at blive bestjålet, siger hun. 

Kim fortalte torsdag til TV 2 Lorry, at han overvejer at blive hos hans engel helt til maj, hvor han har andre planer.

Den aftale er dog ikke endelig. 

TV 2 Lorry besøgte Sille og Kim torsdag aften.

Organisation: Luk ikke ukritisk folk ind

I forbindelse med kulden har flere private personer været ude og tilbyde, at hjemløse kan overnatte hos dem.

Til dette har formanden for Sand, der er de hjemløses landsorganisation, udtalt, at man ikke helt ukritisk bør lukke fremmede hjemløse ind i sit hjem.

Sille Nielsen har selv tidligere været frivillig på herberge, og hun påpeger, at rytterstuen, hun stiller til rådighed ikke er hendes bolig, men et anneks.

- Vi har jo at gøre med nogle mennesker, der lever lidt på kanten af hverdagen og måske heller ikke er interesseret i at komme inden for i folks private hjem. Rytterstuen er ikke min bolig, så der kan de få god plads og gøre, som det passer dem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik