Sigtet DSB-medarbejder: De truede mig med pistol

Under et grundlovsforhør nægter en 36-årig sig skyldig. Han er sigtet for at have lavet en falsk anmeldelse.

En 36-årig mand nægter at have indgivet falsk anmeldelse i en sag, der lammede store dele af togtrafikken i København fredag.

I et grundlovsforhør lørdag forklarer manden, at han tidligt fredag morgen blev bagbundet med tape. Han hævder, at to personer, der havde en "bombelignende pakke", overfaldt ham.

Anmeldelsen fredag fik politiet til at afspærre hovedbanegården i København og stoppe al togtrafik i jagten på pakken og de to mænd.

- Der kom to mænd i mørkt tøj. De havde elefanthuer med hjemmeklippede huller. Den ene mand tager en pistol frem og peger på mig, forklarer manden, der er sigtet for at have indgivet falsk anmeldelse.

- Jeg havde ikke sovet i mange timer, så jeg har svært ved at huske det, tilføjer han.

Manden er afslappet klædt i cowboybukser og polotrøje.

Den sigtede ryster og skælver, og han har til tider svært ved at svare på anklager Ebbe Arentofts spørgsmål.

Han fortæller dommeren, at han er ked af, at hans familie ikke er til stede i retslokalet.

- Efter at have bundet mig med gaffatape, får jeg blackout, forklarer manden om situationen.

Efter at to kolleger fandt den bagbundne 36-årige, slog politiet alarm og afspærrede store områder omkring Københavns Hovedbanegård og Dybbølsbro Station.

Det lukkede togdriften i og omkring hovedbanegården i flere timer. Ingen personer blev anholdt.

Senere fredag eftermiddag kunne Københavns Politi så oplyse, at DSB-medarbejderen var blevet sigtet for falsk anmeldelse.

Senere lørdag skal dommeren afgøre, om manden skal varetægtsfængsles, mens sagen efterforskes af politiet.

Manden er beskyttet af navneforbud.

Overblik over sagen forløb:

- DSB oplyser, at en ansat er blevet overfaldet og bagbundet af to mænd i et tog omkring klokken 04.00. Manden hævder, at to kolleger befriede ham.

- Herefter bliver der slået alarm til Københavns Politi, der afspærrer områder ved Københavns Hovedbanegård og Dybbølsbro Station.

- Samtidig er der blevet fundet en mistænkelig genstand tæt ved Dybbølsbro. Bombehunde tilkaldes.

- Politiet undersøger området. Man finder ingen bombe, og ingen personer anholdes.

- Episoden lammer togtrafikken i og omkring Storkøbenhavn hele fredag morgen. Først klokken 10 glider trafikken nogenlunde normalt.

- Omkring klokken 17 oplyser Københavns Politi, at DSB-medarbejderen er blevet sigtet for falsk anmeldelse.

- Manden nægter at have iscenesat hændelsen.

- Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB, fortæller, at det endnu er for tidligt at sige, hvor meget affæren kommer til at koste selskabet.

- Lørdag fremstilles manden i grundlovsforhør, hvor politiet kræver ham varetægtsfængslet.