Sigtelse: Dobbeltdrab i Herlev var planlagt

En 19-årig mand nægter sig skyldig i sigtelse om to drab og et drabsforsøg begået i Herlev i juni.

Dommer Christina Breinstrup har torsdag valgt, at et retsmøde om et dobbeltdrab med tråde til Sveriges bandemiljø skal holdes for lukkede døre.

Inden tilhørerne forlod retslokalet, oplyste forsvarsadvokaten til den 19-årige mand, som er sigtet i sagen, at manden nægter sig skyldig og i øvrigt ikke har tænkt sig at svare på spørgsmål under retsmødet.

Anklager Rasmus Kim Pedersen læste inden dørlukningen op fra sigtelsen mod den 19-årige, som var ankommet fra Sverige blot en time inden retsmødets start. Af sigtelsen fremgår det, at skudangrebet var planlagt.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Den 19-årige sigtes for i forening med og efter forudgående aftale med en gruppe andre mænd at have dræbt to mænd og forsøgt at dræbe en tredje.

Tre mænd i en bil blev angrebet af skud den 25. juni. Det foregik i Sennepshaven i Herlev ved København. To af mændene mistede livet.

Gerningsmændene flygtede i en bil, en Audi, der blev fundet brændt af i Nærum i Nordsjælland. I bilen fandt politiet en automatriffel af typen AK-47 og en pistol.

Drab i Danmark efter svensk bandekonflikt

Meget tyder på, at dobbeltdrabet i Herlev udspringer af en bandekonflikt på den anden side af Øresund.

De dræbte var henholdsvis 21 og 23 år - begge svenskere. Ifølge den svenske avis Expressen kom de fra Stockholm-forstæderne Rinkeby og Tensta. Den ældste var ifølge avisen en ledende figur i banden Shottaz.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Banden ligger i strid med en anden gruppe kaldet Dödspatrullen, på dansk Dødspatruljen.

De to grupper består af personer, som voksede op sammen. Men efter et røveri i 2015, hvor en person blev skudt og dræbt, skete splittelsen i de to grupper.

Få dage efter drabet i Herlev blev en 21-årig mand anholdt i Aarhus under en større politiaktion i Bispehaven. Ifølge Expressen er manden en ledende skikkelse i Dødspatruljen.

Mandag i denne uge anholdt politiet i Sverige så to mænd på 18 og 19 år samt en dreng på 17. Ifølge Expressen bevæger alle tre sig i kredsen omkring Dødspatruljen.

19-årig for retten i Glostrup

Den 19-årige har frivilligt indvilget i at lade sig udlevere til Danmark. Derfor er han torsdag blevet fremstillet ved Retten i Glostrup, mens de to andre fortsat befinder sig i Sverige.

Den 19-årig fremstod meget tynd - nærmest mager, da han trådte ind i retslokalet ledsaget af maskinpistolbevæbnede politifolk.

Han er beskyttet af et navneforbud, oplyste dommer Christina Breinstrup ved retsmødets start. Det blev nedlagt ved et retsmøde den 12. juli, fortalte hun.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Dermed afslørede hun også, at politiet har haft en mistanke til den 19-årige i mere end to uger.

Lige som den 19-årige nægter de to andre, der blev anholdt i Sverige, sig skyldige. Det har deres advokater fortalt til Expressen.

De tre blev anholdt på baggrund af en nordisk arrestordre, som er udstedt, efter at Retten i Glostrup har besluttet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle de tre.

Ved slutningen af retsmødet valgte dommer Christina Breinstrup at varetægtsfængsle den 19-årige.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik