Sigtelse: To direktører svindlede for 30 millioner

To direktører er anholdt og sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for over 30 millioner kroner.

Københavns Vestegns Politi og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - bedre kendt som Bagmandspolitiet - har onsdag morgen anholdt to direktører og sigtet dem for bedrageri og dokumentfalsk for over 30 millioner kroner.

Læs også: Jetsettere er fænglset i sag....

Der er tale om en 22-årig mand fra Frederiksberg og en 33-årig mand fra Rungsted, lyder det i en pressemeddelelse. Begge blev anholdt på deres bopæl.

Direktørerne mistænkes blandt andet for at have manipuleret og svindlet en række virksomheder til at sende varer som eksempelvis hårde hvidevarer, musikanlæg, biler og forskellige former for elektronik.

Varerne blev ikke betalt, men solgt videre, og fortjenesten beholdt de selv, mener politi og anklagemyndighed.

Har svindlet for at finansiere et stort personligt forbrug, siger politiet

Den 22-årige sigtes for bedrageri, forsøg derpå og for at have forfalsket dokumenter, der fik hans firma til at fremstå mere værdifuld, end det i virkeligheden var.

Formålet var ifølge sigtelsen at overbevise leverandører om, at han var kapitalstærk for at opnå kredit.

- Det ser ud til, at han har ført andre bag lyset og svindlet systematisk for at finansiere et stort personligt forbrug, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Den 33-årige efterforskes af Bagmandspolitiet og sigtes ligeledes for bedrageri, forsøg på bedrageri og for at have forfalsket dokumenter.

Han sigtes også for at have ledet flere selskaber, selvom han tidligere er frakendt retten til det.

- Vi sigter direktøren for systematisk at have stiftet selskaber med forfalskede dokumenter, og vi ser med stor alvor på en sådan form for kriminalitet, som kan undergrave tilliden til selskaber med begrænset ansvar, siger vicestatsadvokat Per Fiig.

Samlet set er der svindlet for over 30 millioner kroner.

De to sigtede vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag - formentlig bag lukkede døre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik