Sigtelse: 14-årig overfaldet ved Christiania

Vrede over at have fået ødelagt sin bil fik ifølge politiet en voksen mand til at tage kvælertag på en 14-årig dreng.

En kun 14-årig dreng blev søndag overdænget med slag, spark og kvælertag af en 27-årig mand.

Episoden fandt sted i nærheden af Christiania, da den 27-årige fandt drengen stående ved siden af sin bil, der havde været stjålet siden fredag.

Sådan lyder i hvert fald politiets sigtelse mod den 27-årige, der tirsdag var til grundlovsforhør i Københavns Dommervagt.

Her blev han varetægtsfængslet i 20 dage, sigtet for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter.

- Vi taler om en voksen mand, der tæver et barn. Derfor køres sigtelsen op på det niveau, siger Jakob Søndergaard, central efterforskningsleder hos Københavns Politi.

Overfaldet skete ifølge sigtelsen, da drengen og dennes kammerat stod ved siden af den 27-åriges bil, der var parkeret ved Bodenhoff Plads tæt ved Christiania.

Manden har forklaret, at han kommer på Christiania et par gange om ugen.

Udover at sparke drengen i ryggen og i ansigtet, tildelte den 27-årige ifølge sigtelsen desuden drengen tre knytnæveslag i ansigtet og tog kvælertag på ham.

Politiet ved endnu ikke, om drengen vitterligt havde smadret bilen, men umiddelbart kender politiet ham ikke fra tidligere.

Efter episoden behøvede drengen ikke at komme på hospitalet.

Tirsdag forsøgte den 27-årige efter fængslingen at stikke af fra dommervagten. Han blev dog indhentet af ordensmagten, lagt i håndjern og sendt i arresten.

Flugtforsøget sikrede ham dermed yderligere en sigtelse - denne gang for overtrædelse af paragraf 124 for flugten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik