Sidste sommers skybrud kostede 4,88 mia. kr.

Skybruddet, der ramte Danmark i 2011, kommer til at koste forsikringsselskaberne 4,88 milliarder kroner

Det samlede regnskab for sidste sommers skybrud er nu endelig gjort op. Resultatet er rekordstore erstatninger på 4,88 milliarder kroner og med 90.644 skader til følge.

Skybruddet over København den 2. juli satte helt nye standarder, og skybruddet er blevet historisk dyrt, lyder det fra Forsikring og Pension, der er en brancheorganisation for forsikringsselskaberne.

- Skybruddet satte nye standarder. Det adskiller sig blandt andet ved, at det gik langt hårdere end normalt ud over erhvervsdrivende med dyrere skader og store driftstab til følge, siger underdirektør i Forsikring og Pension Torben Weiss Garne.

Derfor mener brancheorganisationen, at der skal laves en national klimastrategi, fordi de voldsomme skybrud understreger, at der er behov for handling nu.

De samlede erstatningsudbetalinger svarer til, at hver skade kostede 54.000 kroner. Organisationen understreger, at eksperterne er enige om, at der vil komme flere ekstreme regnskyl fremover.

- Forsikringsbranchen påtager sig sin del af ansvaret, men der er brug for fælles svar på udfordringerne. Derfor haster det med en samlet national klimastrategi, der giver grundlag for at træffe de rigtige beslutninger, siger Torben Weiss Garne.

Han mener, der er brug for at finde svar på udfordringerne, som Danmark står overfor i forbindelse med den voldsomme regnmængde, der indtager byerne. Desuden er det vigtigt at få svar på, hvad der skal ske med huse, der har en udsat beliggenhed.

Over et halvt år efter skybruddet var mange københavnere stadig ramt af eftervirkningerne, da mange af skaderne tog lang tid at lave.

For at komme samme scenarie i forkøbet har Forsikring og Pension i samarbejde med DMI og COWI udviklet en hjemmeside, hvor man kan holde sig ajour med skybrud, storm og lynnedslag.

Desuden er der en app på vej, hvor man på sin smartphone kan holde sig opdateret om nedbørsmængder eller stærk vind.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik