Shoppingcenteret Hvidovre C udlodder 20.000 kroner til den, der kan komme med det bedste bud på og eksekvere udsmykning af væggen til højre. Foto: Hvidovre C / Google Maps

Shoppingcenter tilbyder 20.000 kroner for at udsmykke væg i indgangsparti

Shoppingcenteret Hvidovre C fylder 40 år. I den forbindelse udlodder centeret 20.000 kroner til en kreativ sjæl, der kan udsmykke væg med kunstværk.

Går du rundt med en muralist i maven, så er det her måske din chance.

Du kan nemlig få lov til at udleve din indre Diego Rivera på en hvid væg i Hvidovre og samtidig stikke 20.000 spir i lommen.

Det kræver blot, at du har den bedste idé og at du samtidig kan eksekvere en vægudsmykning, der skal pryde indgangen i shoppingcenteret Hvidovre C, der fylder 40 år.

Væggen, man skal dekorere, er omkring 11 meter bred og 4 meter høj.

Alle slags kreative sjæle er velkomne til at komme med et bud. Så uanset om man har Banksy eller Leonardo da Vinci som forbillede, kan man komme med sit bud. Graffiti såvel som maleri, fotokunst eller grafisk design eller noget helt andet er påskønnede kunstgenrer.

Det kræves dog, at kunstværket "beskriver lokalområdets forskellighed og sammenhold, og samtidig viser shoppingcentrets betydning for Hvidovre", som det hedder i konkurrenceopslaget.

Har man en idé, kan man sende den til centerets marketingschef. Kontaktoplysninger findes i konkurrenceopslaget.

Deadline er 12. september, og udsmykningen skal være færdig inden den 20. oktober. 

Hvidovre C huser 31 butikker og har ifølge ejendomsselskabet bag shoppingcenteret 1,7 millioner kunder årligt. 

Læs også Top 10: Her er Danmarks største shoppingcentre

Læs også Danmarks Bedste Shoppingcenter kåret

Læs også Nyt kæmpe shoppingcenter åbner torsdag: Se, hvad der venter