Shoppingcenter øger sikkerhed efter krimi-bølge

Waves i Hundige skruer op for sikkerheden efter skud og røverier.

Skud affyret mod centret, et røveri mod Bilka og et tremandsrøveri mod en guldsmed.

Shoppingcentret Waves i Hundige har på det seneste været hårdt ramt af kriminalitet. Det får nu centret til at skrue op for sikkerheden, skriver SN.dk.

- Vi er selvfølgelig frygteligt kede af det og har gjort, hvad vi kunne for at tackle situationen så professionelt som muligt. Vi har opgraderet på vores vagtside, så der kommer en del ekstra vagter på, siger centermanager Anne-Mette Thorsager til SN.dk og fortsætter:

- For os er det selvfølgelig vigtigt at signalere, at vi passer så godt på vores ansatte i butikkerne, som vi kan, så de føler sig trygge. Vores kunder skal også føle sig trygge, og det er selvfølgelig også en af årsagerne til, at vi mander op på vagtsiden.

Centret har også sørget for krisehjælp til dem, som har været direkte involveret i episoderne og har haft behov for det.

De seneste dages episoder i Waves kommer også bag på Midt- og Vestsjællands Politi. Herfra lyder det, at det endnu er for tidligt at sige, om der kan være en sammenhæng mellem de tre sager, som stadig er under efterforskning.

Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan man ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114 med oplysninger i sagerne.