Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Shopping over Øresund: Alkohol til svenskere og slik til danskere

En rapport har undersøgt skåningernes og sjællændernes rejse- og handelsvaner over Øresund. Der bliver brugt milliarder på begge sider.

Skåningerne besøger oftere Sjælland end det modsatte.

Når sjællænderne endelig er i Skåne, bliver de dog længere, end skåningerne gør, når de er på den anden side af sundet.

Det fremgår ifølge News Øresund af en rapport som Hui Research har lavet på vegne af Region Skåne.

Rapporten viser også, at skåningerne helst køber alkohol med hjem, mens sjællænderne køber slik.

Læs også ID-kontrol over Øresund har kostet DSB 2,2 mio. rejsende

Rejse- og handelsvaner over sundet

Rapporten har undersøgt skåningernes og sjællændernes rejse- og handelsvaner over sundet, og i den fremgår det, at cirka en tredjedel af både sjællænderne og skåningerne rejser over Øresund for at shoppe.

De sjællændere, som besøger Skåne, køber oftest dagligvarer med hjem. Den svenske moms er lavere på blandt andet mad. 44 procent af sjællænderne som besøger Skåne købte slik eller chokolade. Men også tøj, sko og ting til indretning af hjemmet står højt på danskernes indkøbslister, når de er på besøg i Skåne.

Skåningerne foretrækker derimod at købe alkohol med hjem, som oftest er billigere i Danmark, og tre af ti gæster køber tøj og sko med hjem.

Generelt ville både skåninger og sjællændere helst shoppe inde i centrum af byerne, trods det voksende antal indkøbscentre i både Danmark og Sverige.

Læs også Flere danskere flytter til Sverige

Krydser via Øresundsbroen

Når danskerne tager til Skåne, bliver de i højere grad natten over end modsat.

Det indebærer dermed, at skåningerne oftere rejser over sundet. 68 procent af skåningerne oplyste, at de besøgte Danmark en enkelt dag. Det gjorde kun 54 procent af danskerne.

Både svenskerne og danskerne krydser oftest sundet via Øresundsbroen.

Totalt brugte sjællænderne godt 5,8 milliarder svenske kroner i Skåne i 2016, og skåningene brugte 6,6 milliarder danske kroner på Sjælland.