SF's bagland kritiserer betalingsring

Kritikken af regeringens kommende betalingsring rundt om København breder sig nu til SFs bagland.

Fem ud af SFs 20 lokalformænd i københavnsområdet trækker nu håndbremsen i spørgsmålet om betalingsringen. De er skeptiske, viser en rundspørge, DR har foretaget.
Baglandets modstand kommer samtidig med, at statsminister Helle Thorning-Schmidt for første gang erkender, at "betalingsringen ikke er perfekt".
SF's lokalformand i Rødovre, Morten T. Bay, er en af dem, der lufter sin bekymring over betalingsringen.
- Man skal gøre noget ved trafikken i København. Spørgsmålet er bare, om det er betalingsringen, der er den rigtige model, og om rækkefølgen er den rigtige, siger han til DR Nyheder.
Han henviser til, at københavnerne og brugerne af byen er blevet stillet i udsigt, at den kollektive trafik ville blive billigere under den nye regering, men det er endnu ikke sket.
- Vi skal have en billigere, kollektiv trafik til at starte med, og så skal vi undersøge, om betalingsringen er den rigtige, eller om der er andre smartere alternativer, siger Morten T. Bay.
Hans kollega fra SF i Lejre, lokalformand Niels Boye, trækker også i land, når det gælder en snarlig etablering af betalingsringen. Han påpeger, at regeringen er løbet fra løfterne i valgkampen.
- Vi gik til valg på, at der både skulle være en sænkelse af udgiften til offentlig transport og indførelsen af betalingsringen for at få flyttet flere over i offentlig transport. Nu er der lagt op til, at vi får en betalingsring, men ikke nogen sænkelse af udgiften til offentlig transport. Det er jeg rigtig ked af, siger han til DR Nyheder.
Niels Boye mener derfor, at hans partifæller på Christiansborg og resten af regeringen skal vente med at etablere betalingsringen rundt om København.
- Man skal vente, så man sikrer, at det går på to ben, så der også bliver en sænkning af den offentlige transport, siger han.
Melindingerne fra SFs bagland kommer efter, at en lang række især socialdemokratiske borgmestre i kommunerne rundt om København også har ytret deres store utilfredshed med den kommende betalingsring.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik