SF-næstformand vil indkalde til landsmøde

SF finder formandskandidater ved ekstraordinært landsmøde 13. oktober, foreslår næstformand Mattias Tesfaye.

SF skal ved et ekstraordinært landsmøde 13. oktober vælge de kandidater, som skal kandidere om at afløse Villy Søvndal som ny formand. Det foreslår partiets daglige ledelse til SF's landsledelse, som mødes mandag eftermiddag, siger næstformand Mattias Tesfaye til TV2 News.

-Vi indkalder til et ekstraordinært landsmøde 13. oktober med det formål at finde ud af, hvilke to af de kandidater, der er opstillet, som har bredest opbakning, så de kommer i urafstemning, siger han og fortsætter:

- Ved mere end to kandidater vil urafstemningen tidligst kunne begynde efter landsmødet 13. oktober, siger han.

Han står for at tilrettelægge det praktiske forløb. Ingen SF'er har hidtil erklæret sig som kandidat, men prominente SF'ere som energiordfører Steen Gade og rådmand Ninna Thomsen i København støtter sundhedsminister Astrid Krag.

Til gengæld har miljøminister Ida Auken afvist at kandidere. Det samme har skatteminister Thor Möger Pedersen og politisk ordfører Jesper Petersen fra Søvndals inderkreds samt handelsminister Pia Olsen Dyhr fra SF's grønne fløj, som i 2005 tabte til Søvndal.

SF's medlemmer skal vælge formanden ved en urafstemning, hvis der kommer flere kandidater. Flere SF'ere som EU-parlamentariker Margrete Auken har peget på næstformand Mette Touborg, som hidtil har holdt sig tavs.

Fra SF's venstrefløj har Annette Wilhelmsen oplyst, at hun overvejer sin kandidatur.

I 2005 vandt Villy Søvndal urafstemningen klart over Pia Olsen Dyhr og Meta Fuglsang. SF's daglige ledelse ønsker, at forløbet begynder i dag, men vil give god tid til, at kandidater kan melde sig og appellere til medlemmerne, oplyser Mattias Tesfaye.

I 2005 samledes alle stemmeurner i SF's daværende gruppeværelse på Christiansborg. da stemmerne var talt op, blev Villy Søvndal senere kåret som sejrherre i Fællessalen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik