Foto: Scanpix

Selvtægt: Det må du – og det må du ikke

Udgangspunktet er, at selvtægt er forbudt. Men der er nogle undtagelser.

Mads Christian Frandsen gjorde det helt rigtige, da han efter dialog med politiet satte efter hvad der viste sig at være flere tricktyve i Helsingør.

Men hvad gør man egentlig, når man oplever noget kriminelt og gerne selv vil holde sig på den rette side af loven?

- Udgangspunktet er, at man ikke må tage sig selv til rette. Hvis man er blevet udsat for en krænkelse eller en forbrydelse, så skal man henvende sig til de relevante myndigheder, forklarer lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Trine Baumbach, over for TV 2.

Læs også 88-årig overfaldet: Takket være Mads er formodet tyv fanget

HVAD ER SELVTÆGT? 

Selvtægt
Selvtægt kan man bredt forstå som at ”tage loven i egen hånd”. I stedet for at bruge retssystemet gør man sig selv til både dømmende og udøvende magt. Det er selvtægt, når der ikke (længere) er et angreb, der skal forhindres.

Nødværge og nødret
Den, der bliver overfaldet eller møder en indbrudstyv, der er ved at stjæle ejendele, har samfundets og lovens velsignelse til at forsvare sig selv og sine ejendele. Man har lov til at gøre noget, der normalt er strafbart, hvis man kan forhindre en forbrydelse eller skade i at opstå eller udvikle sig mere. Fælles for straffrihed for nødværge og nødret er, at man ikke gør andet og mere end det, der er "nødvendigt", og det, der er "forsvarligt", for at afværge eet overhængende angreb eller den umiddelbart truende skade.

Kilde: Lars Bo Langsted, professor ved juridisk institut på Aalborg Universitet, til TV 2.

Grænsen mellem nødværge, nødret og selvtægt er hårfin, vurderer en anden ekspert.

- Selvtægt begrænses af alle de andre straffebestemmelser, vi har. Så hvis man, for at skaffe sine egne ting tilbage, er ”nødt til” at bryde loven, så er det ikke længere lovligt. Det er udgangspunktet, forklarer professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, til TV 2.

Kan være straffrit - hvis overtrædelsen ikke er så stor

Lars Bo Langsted fremhæver, at lovovertrædelsen af retten kan bedømmes som værende så lille, at det alligevel ikke er strafbart.

Trine Baumbach har arbejdet med sager om selvtægt i mange år, og hun forklarer også, at der er undtagelser.

- Hvis man oplever, at en person begår en strafbar handling mod en selv eller andre, så har man ret til at foretage en civil anholdelse med henblik på at overgive personen til politiet, siger hun.

Det kan være relevant, hvis man er vidne til overfald. I det tilfælde har man ret til at bruge magt, hvis det er nødvendigt for at stoppe angrebet.

- Det er bare vigtigt at huske på, at der ikke må være tale om hævn eller straf. Hævner man sig, så er der ikke længere tale om lovlig nødværge, siger Trine Baumbach.

Politiet: Ring til os

Er man i tvivl, har Henrik Hattel, politikommissær ved Nordsjællands Politi, et godt råd til hvordan, man skal forholde sig, hvis man som Mads Christian Frandsen ser nogle personer, der virker mistænkelige.

- De skal rette henvendelse til vores servicecenter via 114 og fortælle hvor personerne opholder sig, eventuelt give et signalement og se om de tager en bil og kører derfra. Så vil vi gerne have registreringsnummeret, siger han til TV 2 Lorry. 

00:40 Luk video

DET MÅ DU – OG DET MÅ DU IKKE

Når din cykel er stjålet: Du må lede efter din stjålne cykel og tage den med hjem, hvis den er ulåst eller med din egen lås. 

Du må ikke tage din stjålne cykel med hjem, hvis der er sat nyt lås på – eller bryde den nye lås op. Det er en anden persons lås og udgangspunktet er derfor, at det er tyveri eller hærværk. Og det er strafbart. 

Du må dog gerne tage din stjålne cykel fra en baggård, selvom det i princippet er husfredskrænkelse. Men hvis du nøjes med at gå ind og tage cyklen ud, så er krænkelsen af baggårdens ejer så lille, at det ikke er ulovligt.

Når din bil er stjålet: Du må banke på døren hos en person, som eksempelvis har din stjålne bil holdende i indkørslen og gennem dialog forsøge at få din bil tilbage. 

Du må ikke bryde ind i eller trænge ind i et hus eller carport for at få en stjålen genstand tilbage. Og du må ikke bruge vold eller trusler om vold til at få personer til at udlevere genstanden.

Når du har indbrud: Du må true en tyv eller slå på ham for at få ham ud af dit hus eller for at redde genstanden, som han er ved at stjæle, men du må ikke slå ham med et eksempelvis et baseballbat eller skyde ham, for man må ikke gøre mere end det, der er ”nødvendigt og forsvarligt" for at afværge det overhængende angreb eller den umiddelbart truende skade. 

Du må derimod skyde en tyv i dit hjem eller slå ham med et baseballbat i hovedet, hvis han angriber dig og dit liv er i fare.

Kilde: Professor i jura Lars Bo Langsted til TV 2.