Tre mænd fængslet i større narkosag

Mændene er sigtet for distribution af 100 kilo hash og ni kilo kokain henover det seneste år.

Fire mænd og to kvinder blev tirsdag morgen anholdt i en større sag om omfattende salg af kokain og hash, oplyser Københavns Politi.

Tre blev senere løsladt igen, mens de tre andre her til aften er blevet varetægtsfængslet af en dommer i Københavns byret frem til den 3. december.

Der er tale om tre mænd i alderen 25 til 27 år, som er sigtet for distribution af 100 kilo hash og ni kilo kokain henover det seneste år.

- Med varetægtsfængslingerne i dag har retten tilkendegivet, at man er enig med Særlig Efterforskning Øst i, at der begrundet mistanke om, at der er begået organiseret narkotikakriminalitet.

-  Sagen drejer sig om salg af store mængder narkotika, og anklagemyndigheden er meget tilfredse med rettens afgørelse om varetægtsfængsling, udtaler anklager Anders Andreasen fra Advokatur Særlig Efterforskning Øst i en pressemeddelelse.

Nægter sig skyldige

Sagen er blevet efterforsket af specialgruppen Særlig Efterforskning Øst, og i forbindelse med tirsdagens anholdelsesaktion blev der ransaget 11 adresser, som de anholdte har tilknytning til.

Her fandt man mindre kvantum hash og en række beviser til sagen, oplyste politiet tidligere på dagen.

- Vi er meget tilfredse med dagens aktion, der er forløbet uden problemer. Der forestår nu yderligere efterforskning, og vi kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen, sagde Mads Helios, vicepolitiinspektør i Særlig Efterforskning Øst, tidligere på dagen.

Han fortalte samtidig, at man mener, at de tre mænd, som nu er blevet varetægtsfængslet, er sagens bagmænd.

De tre mænd nægter sig skyldige, men da dommeren fulgte anklagerens ønske og lukkede dørene til grundlovsforhøret, er det ikke muligt at få oplyst, hvad de har forklaret, eller hvad politiet bygger sin mistanke mod dem på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik