Seks mænd fængslet for at tæve med bordben

I grundlovsforhør besluttede en dommer at varetægtsfængsle seks mænd, der er sigtet for grov vold i Helsingør.

Seks mænd, der er blevet sigtet for grov vold efter et værtshusslagsmål i Helsingør natten til lørdag, hvor en 45-årig mand blev gennembanket med bordben, er alle blevet varetægtsfængslet.

Da de lørdag over middag var i grundlovsforhør besluttede dommeren, at de skal være varetægtsfængslet indtil den 8. november, oplyser vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Den 45-årige blev så alvorligt kvæstet, at han mistede bevidstheden og måtte til behandling på traumecentret på Hillerød Sygehus.

Værtshusslagsmålet fandt sted på Gefion Bodega på Gefionsvej i Helsingør, hvor ofret fredag aften kom i klammeri med en anden mand, der tilkaldte et tæskehold af nogle af sine venner.

De seks, der sigtes for grov vold efter slagsmålet, er mellem 24 og 48 år.