02:02

Se video: Dansker fører Formel 1 på vand

Københavnske Nikolaj Sehested i spidsen for sejlsportskonkurrence med verdens hurtigste katamaraner.

Sejlene er sat til seks dages kamp  ud for Tuborg Havn, hvor verdens hurtigste katamaraner kæmper. 

Om æren og en større pengesum.

20 hold dyster i World Match Racing Tour - verdens førende sejlkonkurrence.

Blandt dem er Nikolaj Sehested fra København. Ikke bare deltager han. Efter de første stævner i world tour'en fører han feltet.

Tirsdag skulle han og de andre deltagere igennem de sidste kvalifikationsrunder. I bådene, der har en topfart på 55 kilometer i timen.

Nicolai Sehested er oppe imod nogle af verdens bedste sejlere fra blandt andet USA, New Zealand, Australien, Frankrig og Sverige.

- Det er lidt en blandet følelse at føre world touren. For det første er det lækkert, og det giver lidt ro på. Men omvendt giver det også lidt pres, siger han til TV 2 Lorry.

Alligevel er forventningerne minimum en semifinaleplads i det her stævne - og måske endda mere til:

- Hvis vi sejler, som vi kan og bør gøre, så kan vi også godt vinde stævnet. Så vi har rimeligt høje forventninger, men det er selvfølgelig verdensklasse-niveau. Og det er world tour, og det kommer ikke af sig selv.

Stævnet i København afgøres på lørdag - og så er der stadig to stævner tilbage i USA og Sverige, før world tour'en er endeligt afgjort.