Foto: Nikolai Linares, Scanpix Denmark

Se kortet: Her er vandet dyrest og billigst

Der er stor forskel på, hvad du skal betale for dit vandforbrug alt efter, hvor du bor. Også inden for samme kommune kan prisen variere.

Vi drikker det, bader i det og vasker tøj i det.

Hver eneste dag bruger danskerne en masse vand, men der er stor forskel på, hvor meget vi betaler for det. Det er nemlig din bopæl, der afgør, hvad du skal betale for dit vand. Det viser tal fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA).

Hos TV 2 Lorry har vi sammenlignet vandpriser i vores sendeområde, og også her er der stor forskel på, hvor mange penge, man skal betale for sit daglige bad.

I nogle kommuner betaler man faktisk et dobbelt så højt beløb sammenlignet med andre kommuner.

Bor du i Halsnæs, kan du ende med en årlig vandregning på 13.905 kroner, hvis din hustand bruger 170 kubikmeter vand årligt. Her er vandet nemlig dyrest.
Bor du derimod i nabokommunen Hillerød, kan du slippe med 8.813 kroner ved samme vandforbrug.

Går du efter den laveste vandregning, skal du flytte til Frederiksberg. Her er prisen nemlig kun 5.670 kroner.

Men der er også billigt vand uden for byen. Den næst billigste vand-kommune er Høje Taastrup, her koster 170 kubikmeter vand 6.015 kroner.

Forskelle inden for kommuner
Men det er ikke kun mellem kommunerne, at der er prisforskelle. Også inden for samme kommune kan prisen variere.

Der er nemlig flere kommuner, der har mere end ét drikkevandselskab, mens de ofte kun benytter sig af ét spildevandselskab.

I Hillerød er der eksempelvis stor forskel på vandregningen alt efter, hvilket vandværk man er tilknyttet.

Får du dit vand fra Nyhuse Vandværk, skal du kun have 8.813 kroner op ad lommen, mens beboere, der får vand fra Hillerød Vand, skal betale 1.460 kroner mere årligt.

På kortet nedenfor kan du se, hvad den årlige hustandspris er for 170 kubikmeter vand hos dit drikkevand- og spildevandsselskab.