Se den morsomme video: Kasper tager tykt pis på telefonsvindler

Telefonsvindlere kimer danskerne ned i disse tider, og Kasper har fundet en helt særlig måde at tackle de engelsktalende, indiske svindlere på.

Tålmodighed er en dyd. Både når man som indisk telefonsvindler forsøger at franarre folk penge, og når man som Kasper Christensen narrer telefonsvindleren.

Det viser en video på Facebook, hvor Kasper Christensen holder en telefonsvindler hen i over ti minutter. Telefonsvindleren forklarer, at der er et problem med hans computer, som han vil hjælpe Kasper med at ordne.

Kasper spiller med ved at trække tiden og stiller mange spørgsmål undervejs. Han foregiver at sidde ved computeren, mens han i virkeligheden ligger i sofaen, mens kæresten optager samtalen.  

quote Hvis jeg kan ødelægge lidt af hans dag, så har jeg da gjort mit

Kasper Christensen

- Jeg tænkte, hvordan kan jeg spilde hans tid, uden at han opdager det. Så længe jeg taler med ham, så ringer han ikke til nogen andre. Hvis jeg kan ødelægge lidt af hans dag, så har jeg da gjort mit, siger Kasper Christensen om hans motivation for at tale med svindleren.

Hør hele samtalen mellem Kasper og telefonsvindleren her: 

 

De engelsktalende telefonsvindlere ringer fra et dansk nummer, og de foregiver typisk at være fra Microsoft. I virkeligheden sidder de ofte et sted i Indien og foretager opkald til blandt andet danskerne for at franarre dem penge.

Ifølge Niels Denny Sørensen, vicepolitiinspektør hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, er det som regel få hundrede kroner til få tusind kroner, folk frarøves. Men ifølge senioranalytiker i Danske Banks afdeling for svindelbekæmpelse og tidligere politibetjent, Sune Gabelgaard, kan svindlerne blive ved med at trække beløb over flere dage.

”It says karma”

I videoen kan man se Kasper Christensen tale med telefonsvindleren, der forsøger at lokke ham ind på en hjemmeside, så svindleren enten kan få Kasper til at overføre penge, eller overtage hans computer for derigennem at stjæle Kaspers informationer. Men så langt når svindleren aldrig.

Bare det at få Kasper til at tænde computeren, viser sig at være en udfordring for svindleren. Svindleren spørger blandt andet: ”You have turned your computer on, right?” og her øjner Kasper Christensen hurtigt muligheden for at lade som om, at han misforstår. Kasper begynder at spørge ind til, om svindleren mener, at han skal vende computeren mod højre, da ordet ”right” også kan betyde ”højre”.

Kasper når at tale med svindleren i hele ti minutter, inden svindleren aner uråd. Da Kasper får af vide, at han skal taste adressen på en hjemmeside, fortæller han svindleren, at der på skærmen står ”karma”.

Svindleren fanger ikke budskabet til at starte med, men da han forstår, at Kasper blot har spildt hans tid, bliver han vred.

quote Jeg bliver fuldstændig drænet for energi af sådan nogle aber

Kasper Christensen

Svindleren afslutter nemlig samtalen ved at sige ”fuck you, motherfucker” og smækker røret på.

"Jeg gør det for den ældre generation"

Kasper Christensen har haft et it-firma i 15 år, og han har derfor oplevet hans andel af forsøg på snyd og bedrag fra svindlere. Han er dog stadig villig til at yde det bidrag, han nu kan. Nemlig at gøre livet surt for telefonsvindlerne.   

- Jeg bliver fuldstændig drænet for energi af sådan nogle aber. Jeg har en ældre mor, som er frygtelig bange for virusser. Hvis en af svindlerne ringer til min mor, er jeg bange for, at hun hopper i med begge ben. Mine forældres generation har ikke nemt ved at gennemskue den her form for svindel. Konsekvensen af at klikke på et link på Google er for dem mere uigennemskueligt, siger Kasper Christensen.  

Ifølge Sune Gabelgaard er det netop den ældre generation, der særligt hopper i fælden. Derfor bør den yngre generation ifølge senioranalytikeren advare de ældre om faren for svindlere.

Mange føler skam

Selvom der ifølge Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center er færre og færre mennesker, som hopper på svindlernes løgne, så er det stadig et stort problem.

- Der er et kæmpe mørketal, inden for den her type kriminalitet, for mange tror, at de faktisk har fået hjælp til deres computerproblem. Andre skammer sig over at være blevet snydt og holder det derfor for sig selv, siger vicepolitiinspektøren Niels Denny Sørensen.

quote Det handler bare om, hvornår de finder på en historie, som du falder for

Sune Gabelgaard, senioranalytiker inden for svindelbekæmpelse

Og særligt senioranalytiker Sune Gabelgaard lægger meget vægt på den skam, der er forbundet med at blive snydt. Det er et område, som i høj grad mangler afmystificering, mener han.

- Lad være med at skamme dig, og hold det endelig ikke for dig selv. Ring til banken. Ingen der vil pege fingre af dig. Du er langt fra den første, der er blevet ramt, siger Sune Gabelgaard og uddyber:

- Det er ikke fordi, folk er dumme. Folk har bare ikke viden på det her område. Hvis du tror, at du kan læne dig tilbage, fordi du ved noget om computere, så er du det næste offer. Deres metoder ændrer sig. Det handler bare om, hvornår de finder på en historie, som du falder for. Alle kan blive ramt, siger han.

Alle kan gøre ligesom Kasper

Tove fra Albertslund blev i 2015 kendt for at holde telefonsvindlere hen. Tove fik meget omtale i tiden efter, og den historie endte faktisk med at få betydning for de indiske telefonsvindlere, om end for en kort periode.

- I 2015 havde alle hørt om Tove. Og det betød faktisk, at opkaldene forsvandt i nogle uger efter ”Tovekampagnen”. Da medierne og de sociale medier ikke længere talte om Tove, så vendte opkaldene tilbage. Så at folk begynder at tale om telefonsvindlere har faktisk betydning for antallet af opkald, oplyser Sune Gabelgaard.

Derfor mener han også, at alle burde gøre ligesom Kasper Christensen, hvis de føler for det. Selvom det ikke flytter noget i det store billede.

quote Hvis man har mod på det, så er det altid sjovt at holde dem hen med snak

Sune Gabelgaard, senioranalytiker inden for svindelbekæmpelse

- Hvis man har mod på det, så er det altid sjovt at holde dem hen med snak. Den dårlige nyhed er dog, at det desværre ikke rigtig flytter på noget. Det er ikke kun én mand, der foretager de her opkald. Det er en hel industri med en hær af lavtlønnede indere, og man skal bestemt ikke undervurdere dem, for de er smarte, siger Sune Gabelgaard.

Senioranalytikeren fremhæver, at det ikke er farligt at lave sjov med telefonsvindlerne, så man skal ikke være bange for det.

Vicepolitiinspektør Niels Denny Sørensen vil ikke ligefrem opfordre folk til at lave sjov med telefonsvindlerne.

- Lav kun sjov med dem, hvis du har forstand på computere, og vær helt sikker på, at du ikke opgiver noget information, de kan bruge, siger han.

Og selvom man har lavet sjov med en telefonsvindler, skal man altså ikke regne med, at man har skræmt dem væk. Ifølge Sune Gabelgaard holder svindlerne nemlig ikke styr på, hvem der ikke bidder på krogen, og de kan derfor sagtens finde på at ringe igen.

Netop det oplevede Kasper Christensen også. Allerede dagen efter samtalen, der ses på videoen, blev han endnu engang ringet op af en indisk telefonsvindler. Kasper Christensen melder da også klart ud, at han sagtens kunne finde på at spilde en telefonsvindlers tid igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik