Se de nye planer: Indre By får nyt byrum

Byfornyelse i Nybrogade skal fremover indbyde til ophold langs kanalen frem for gennemkørsel og parkering.

Nybrogade skal ikke længere være dommineret af parkerede biler, men være et grønt byrum. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Nybrogade skal ikke længere være hjemsted for cirkulerende bilister, der forsøger at finde en parkeringsplads belejligt tæt på Københavns inderste åndehuller.

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har nemlig godkendt en indstilling, der gør det muligt at istandsætte hele gaden, så det bliver et grønt byrum med flere cykelparkeringer og færre biler.

- Helt overordnet gør vi det, fordi der nu kommer en ny metrocityring, hvor metrostationen Gammel Strand kommer til at betyde, at der kommer flere gående den vej. Derfor skal der være bedre plads til, at man kan gå rundt. Desuden er det en generel ting, at vi gerne vil skabe flere rum, hvor der er ro, og hvor man kan bevæge sig bedre i, siger Karina Vestergård Madsen, der er stedfortrædende teknik- og miljøborgmester.

Sådan ser de foreløbige anlægsplaner ud for Nybrogade.  Foto: Københavns Kommune / Presse

35 parkeringspladser sløjfes

I forbindelse med istandsættelsen skal der etableres en bred promenade langs Slotsholmskanalen med nye træer og bænke, og derfor må 35 parkeringspladser lade livet.

Men det er ifølge stedfortrædende teknik- og miljøborgmester intet problem.

- Der  er en parkeringskælder fem hundrede meter derfra allerede. Og så vil jeg sige med den nye åbning for metroen vil de besøgende få nemmere ved at komme ind til byen og rundt, og derfor kan de stille bilen uden for København. Desuden kan man sige, at ser man på beboerne i området, så viser undersøgelser, at det egentlig ikke er dem, der har brug for parkeringspladserne, fortæller Karina Vestergård Madsen.

Gruppeformand for det Konservative Folkeparti Jakob Næsager hilser også planen om et nyt byrum velkommen.

- Vi har stemt for, fordi det er en flytning af parkeringspladser frem for nedlæggelse. De bliver blandt andet flyttet til Israels Plads og under Lange Bro, og de bliver ikke sløjfet før de andre pladser er klar. Jeg synes, det er godt med byfornyelse og nye byrum i Indre By, siger Jakob Næsager.

Forholdene for cyklister bliver efter planen væsentligt forbedret. 

Den nuværende ensretning for cyklister bliver ophævet. I stedet bliver der etableret en meter brede cykelvenlige spor. Ensretningen for bilister vil dog stadig være gældende.

Desuden vil der blive anlagt smalle fortove, så den nye istandsættelse ikke medfører mere udeservering, end der er på nuværende tidspunkt.

Nybrogade forventes at være færdiganlagt og klar til brug i august 2020.

Fakta 

Der nedlægges 31 parkeringspladser i selve Nybrogade, to i Naboløs og to i Knabrostræde.

I dag har Nybrogade, Naboløs og Knabrostræde 78 cykelparkeringspladser, hvilket i indstillingen øges med 62, så der i alt vil være 140.

Kilde: Københavns Kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik