Foto: Christian Lindgren - Ritzau Scanpix

Se byen på en ny måde: I weekenden kan man sove på Knippelsbro

Et lille antal personer kan i weekenden lægge sig til at sove i et af de to ikoniske brotårn på Knippelsbro.

Det ene af de to irgrønne brotårn på Knippelsbro har de seneste år fungeret som en lille kulturinstitution i Københavns Havn med blandt andet udstillinger, radiobiograf og gastronomiske events. 

For første gang nogensinde åbner stedet nu også op for overnatning. Det sker fra lørdag til søndag i den kommende weekend.  

- Folk søger den unikke oplevelse og nærværet. Det er egentlig det, vi kan give her i tårnet. Det bliver altid en intim oplevelse. Vi har meget snævre rammer - her er ikke særlig meget plads. Man kan ikke være her uden at møde nye mennesker, så det skal man være gearet til, fortæller Caroline Marie Leth-Petersen, der er projektleder på arrangementet Nat i Tårnet. 

Læs også Populært at sove i det fri: "Mere besøgt end d’ Angleterre"

Gyserradio og meget andet

Der er lige præcis plads til otte overnattende gæster i brotårnet, og billetterne er allerede for længst udsolgt. Men holder det gode vejr overvejer arrangørerne at lade nogle flere gæster overnatte ude på balkonen. 

Der er lagt et program fra kl. 22 lørdag aften til kl. 10 søndag formiddag. Gæsterne skal blandt andet lytte til gyserradio, og om morgenen er der mulighed for at tage en dukkert. 

- Folk har efterspurgt gys og godnathistorier for voksne. De vil også gerne have, at vi synger morgensang. Alle de ting, folk har spurgt om, dem har vi fået ind i et program. Og så selvfølgelig mad for folk skal altid være mætte, lyder det fra Caroline Marie Leth-Petersen. 

Der er ikke ligefrem tale om en hotelovernatning, for gæsterne skal selv medbringe liggeunderlag, pude og sovepose

- Jeg tror, det bliver en hyggelig nat... og uhyggelig. Men på den gode måde, afslutter Caroline Marie Leth-Petersen.