Saxo Bank-direktør kaster penge i Rungsted Ishockey

Lars Seier Christensen, der er medstifter og administrerende direktør i Saxo Bank A/S, har købt 43% af Rungsted Ishockey.

Emissionen og omdannelsen til et aktieselskab betyder, at ejerskabskredsen nu består af partnernetværksleder og bestyrelsesmedlem Finn M. Rosenthal, der ejer 52% af virksomheden og Lars Seier Christensen Holding A/S der ejer 43%, samt en række småaktionærer, der ejer de sidste 5%, lyder det i en pressemeddelelse fra den nordsjællandske ishockeyklub

- Lars Seier Christensens investering i Rungsted Ishockey, er det økonomiske skulderklap, som klubben har ventet på, siden vi for lidt over to år siden lagde en ambitiøs treårsplan for at vende tilbage til eliten i dansk ishockey, siger Thomas Friberg, Direktør for Rungsted Ishockey Aps.

Morten Slotved, borgmester for Hørsholm Kommune, der også deltog ved dagens pressemøde, understreger i en udtalelse, at emissionen er en idrætssatsning, der vil give genlyd mange steder.

- For Hørsholm Kommune er dette en enestående chance for igen at placere Rungsted på ishockeylandkortet. Det her er en idrætssatsning, der vil give genlyd mange steder. Jeg er helt sikker på, at en stærk elite vil øge interessen for ishockey og styrke breddeidrætten, og det kan jeg kun glæde mig over, siger borgmester Morten Slotved.