Sass Larsen fortæller om sms til rocker

Kammeratlige sms'er mellem Sass Larsen og en Bandidos-rocker ødelagde socialdemokratens politiske karriere.

Efter en måneds tavshed fortæller Henrik Sass Larsen nu i Weekendavisen om baggrunden for, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister af Politiets Efterretningstjeneste (PET).      Avisen offentliggør et notat, som Sass Larsen har udarbejdet om de møder, hvor han blev orienteret om sagen.

      Ifølge referatet var det ikke mindst to sms'er, der ødelagde Sass Larsens politiske karriere.

      Sms'erne blev udvekslet mellem Sass Larsen og Bandidos-rockeren Torben Ohlsen-Jensen, som PET betegner som en meget farlig mand, dagen efter, at Sass Larsen havde siddet på en café sammen med vennen Tommy Kamp og rockeren.

      Sms'erne havde følgende ordlyd: "Hej Sass ... talte med Murat senere ... Bad ham lukke røven ... De skal bare skrubbe af ... Husk Sass ... vi er de stærkeste". Svar fra Sass Larsen: "Hey. Skal hilse fra Tommy. Vi sidder i Køge og nyder det. Alt godt. Sass."
      Ifølge Sass Larsen tolker PET fejlagtigt mødet med Torben Ohlsen-Jensen og sms'erne til, at Sass Larsen står i et afhængighedsforhold til rockeren.

      - Jeg sidder udenfor hos Tommy og modtager den her sms, Tommy siger hils igen, og jeg opfattede det bare som et venligt svar fra mig, siger Sass Larsen til Weekendavisen.
      - Det tyder vel på dårlig dømmekraft?

      - Jeg har erkendt, at det var en fejl af mig, for svaret kan misforstås, siger Sass Larsen, som har valgt at fortælle sin version af sagen for at undgå mytedannelser.

      - Dagligt har jeg skullet forholde mig til alle typer af rygter og formodninger. Det er en uacceptabel situation for mig og mine nærmeste, siger han.

      Hvis Sass Larsen har fortalt hele sandheden, er der noget galt med retssikkerheden, vurderer PETs tidligere chef Hans Jørgen Bonnichsen.
      - Hvis notatet skal lægges til grund - og hvorfor skulle det ikke - så viser det en uskøn blanding af sikkerhedsmæssige og politiske vurderinger, siger Bonnichsen, som ikke han se, at sms-korrespondancen mellem Sass og rockeren dokumenterer et afhængighedsforhold.
      - Det er jo et spørgsmål om fortolkninger. Der er ikke tvivl om, at den kontekst, PET lægger ned over situationen, er, at Sass er i lommen på ham. Men man lytter ikke til modparten. Det er en ensidig tolkning, der giver embedsapparatet en magt uden lige, lyder det fra den tidligere PET-chef.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik