SAS udskyder historisk regnskab i 11. time

SAS skulle have fremlagt en revolutionerende spareplan torsdag, men selskabet trækker spændingen.

SAS skulle have landet regnskabet for tredje kvartal i dag, torsdag, men udskyder det til mandag, oplyser selskabet.

Det sker, fordi de sidste detaljer i en historisk spareplan ikke er på plads endnu, og fordi SAS er i forhandlinger med sine kreditorer om nye milliardlån.

SAS oplyser dog, at der er gjort betydelige fremskridt i forhandlingerne, der ventes at være afsluttet inden for få dage.

SAS-aktien ude på rutsjetur

For godt en uge siden løftede luftfartsselskabet sløret for en kæmpemæssig spareplan på omkring 2,6 milliarder kroner og oplyste samtidig, at man har planer om at frasælge aktiver for nogenlunde lige så meget.

Planen blev fremlagt efter rygter om selskabets finansielle problemer.

Selv om sparekniven hænger truende over flygiganten, steg passagertrafikken dog med 5,4 procent i oktober i forhold til samme måned sidste år.

SAS-aktien har været ude på en regulær rutsjetur på børserne i år. Siden nytår er aktiens værdi halveret, og alene den sidste måneds tid er kursen faldet med 22 procent.

Billetpriserne kan ikke følge med stigende brændstofpriser

I både første og andet kvartal fremlagde selskabet utilfredsstillende regnskaber.

I årets første måneder fløj selskabet således ind i et dunrende underskud på knap en milliard kroner. Især fordi billetpriserne ikke kunne følge med de stigende brændstofpriser.

De efterfølgende tre måneder gik det dog bedre med et plus på 371 millioner kroner, men det var stadig ikke godt nok.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik